Schwarzenegger i zombiefilm

- samt overblik over eks-governatorens kommende projekter
Billede
(© Collateral Damage - Warner Bros.)

Siden Arnold Schwarzenegger meldte sin tilbagekomst til filmmediet, har der været adskillige rygter om nye roller til den tidligere guvernør af Californien.

Nyeste i denne forbindelse er zombiefilmen 'Maggie', hvor det østrigske muskelbundt skal spille en far, som må forholde sig til, at hans datter er blevet bidt og langsomt forvandler sig til en levende død.

Plottet ser derfor ud til at blive noget mindre actionfyldt, end man ellers kunne have troet med Schwarzeneggers navn på plakaten. Reklameinstruktøren Henry Hobson står til at debutere med 'Maggie', som endnu ikke har nogen premieredato.

Udover 'Maggie' har Schwarzenegger for nyligt bekræftet, at han kommer til at spille sine velkendte karakterer i både 'Terminator 5', 'The Legend of Conan' og 'Triplets' (en efterfølger til 'Twins').

Arnold Schwarzenegger kan også opleves i de originale film Escape Plan, 'Sabotage' og 'Unknown Soldier'. Endelig er han rygtet til igen at spille Trench i The Expendables 3.