Marvel sætter nye datoer i kalenderen

Overblik: Nu er der fem film i fase 3
Billede
(© Marvel Studios)

Marvel (og deres ejere Disney) er i fuld gang med deres fase 2 af superheltefilm.

Fase 1 bestod af Iron Man og Iron Man 2, The Incredible Hulk, Captain America: The First AvengerThor og The Avengers.

Fase 2 startede med Iron Man 3 i april, og til november kan vi glæde os til Thor 2: The Dark World. Derudover kommer Captain America 2: The Return of the First Avenger og Guardians of the Galaxy i 2014.
 
The Avengers 2
kommer til at stå som afslutningen på anden fase, ligesom 'The Avengers' gjorde på første. I den forbindelse er det værd at bemærke, at Robert Downey Jr. har underskrevet en kontrakt på at spille Tony Stark i både 'The Avengers 2'... og i 'The Avengers 3'!

Selvom resten af holdet fra den første film indtil videre endnu ikke er bekræftet til at gentage deres roller, er det en sejr for Disney at få den største stjernes underskrift. Der er rygter om nye ansigter som Aaron Taylor-Johnson (Kick-Ass) og Anthony Mackie (The Hurt Locker) til rollerne som Quicksilver og The Falcon.
 
Nok om The 'Avengers 2'. Marvel har netop annonceret datoer for deres tredje fase af film, og selvom de indtil videre holder titlerne tæt til kroppen, kan vi give følgende overblik (amerikanske premieredatoer i parentes):
 
- Ant-Man, 6. november 2015
- Unavngivet Marvel-projekt 1: 6. maj 2016
- Unavngivet Marvel-projekt 2: 8. juli 2016
- Unavngivet Marvel-projekt 3: 5. maj 2017
- 'The Avengers 3', afventer premieredato

Hvad er det så for film, vi kan forvente? En film om Doctor Strange er ret sikker på at være blandt de kommende film i fase 3, og Black Panther har længe rumsteret i kulissen.

Derudover spekulerer de fleste udenlandske nyhedsmedier i, at der nok vil være efterfølgere til filmene om Captain America, Thor eller Guardians of the Galaxy imellem.

Vi følger op, så snart vi ved mere om de kommende Marvel-film.