USA top 10: 'Iron Man 3' bag næststørste åbning nogensinde

De nyeste og mest populære film i USA
Iron Man viser sin sande styrke
(© Disney Pictures)

Ugens eneste nye tilføjelse på USA top 10-listen blev til gengæld en kæmpesucces. Iron Man 3 fik den næststørste åbningsweekend i USA nogensinde med 174,1 mio. dollars!

Superheltefilmen overgår dermed andre populære titler som Harry Potter og 'Avatar'. Kun The Avengers, hvori karakteren Iron Man også spiller en stor rolle, har indspillet flere penge i den første weekend (207,4 mio. dollars).

Robert Downey Jr. har igen hovedrollen som geniet Tony Stark, der denne gang plages af posttraumatisk stress efter begivenhederne i netop 'The Avengers'. Samtidig står han overfor sin hidtil værste fjende i form af terroristen The Mandarin (Ben Kingsley).

Iron Man 2 er blandt fans generelt set som en kreativ skuffelse, men 'The Avengers' er anerkendt og fik rettet op på Iron Mans image. Det er nok derfor, at publikum igen står klar til at følge Starks nye eventyr.

Filmen havde premiere allerede en uge tidligere i mange lande udenfor USA, bl.a. Danmark, og internationalt har filmen allerede indspillet 504,8 mio. dollars til en imponerende, samlet indtjening på 680,1 mio. dollars.

Top 10-filmene indspillede sammenlagt 209,7 mio. dollars, hvilket er 15 % dårligere end sidste år, hvor 'The Avengers' åbnede, men 37 % bedre end året forinden, hvor Thor repræsenterede Marvels farver.

Top 10 USA: 3. - 5. maj 2013

1. Iron Man 3 - total $174,1 mio.
2. Pain & Gain - total $33,8 mio.
3. 42 - total $78,2 mio.
4. Oblivion - total $75,8 mio.
5. The Croods - total $168,7 mio.
6. The Big Wedding - total $14,2 mio.
7. Mud - total $5,1 mio.
8. Oz: The Great and Powerful - total $228,9 mio.
9. Scary Movie 5 - total $29,6 mio.
10. The Place Beyond the Pines - total $18,7 mio.