Steven Seagal i 'Expendables 3'?

- og Universal vil genindspille 'Timecop'
Van Damme og Seagal
(© Universal Pictures / Insight Film Studios)

Fans af 90ernes actionfilm vil kunne glæde sig over to nyheder om henholdsvis Steven Seagal og Jean-Claude Van Damme-filmen Timecop.

Førstnævnte er i kontakt med Sylvester Stallone om en rolle i den tredje omgang 'The Expendables', som "Sly" er ved at udvikle i samarbejde med instruktør Patrick Hughes.

Stallone har allerede bekræftet, at Wesley Snipes og Jackie Chan bliver nye tilføjelser til Expendables-universet, mens Mickey Rourkes Tool vender tilbage.

Rygterne gik på, at Steven Seagal ikke ville spille sammen med en anden falleret actionstjerne i The Expendables 2, nemlig Jean-Claude Van Damme. Men idet Van Damme næppe kommer til at optræde i 3eren, bør dette personfnidder ikke være et problem længere.

Selvsamme Van Damme havde sin største kommercielle succes som hovedrolle i 1994 med science fiction-filmen 'Timecop', hvor tidsrejser er blevet mulige, men ulovlige. Denne film planlægger Universal at genindspille, dog uden muskelbundtet fra Bruxelles.

Timecop-genindspilningen får et lidt anderledes koncept, som er mere tidssvarende, da den oprindelige film foregik i "den nære fremtid" i 2004...