Nicolas Winding Refn som Bond-instruktør?

- eller er Sam Mendes tilbage?
Drive Another Day?
(© SF Film/Scanbox)

Selvom Skyfall-instruktøren Sam Mendes selv har udtalt, at han ikke ønsker at vende tilbage på 'Bond 24', er han ifølge Deadline alligevel i dialog med Sony Pictures og MGM om netop denne opgave… men Mendes er åbenbart ikke den eneste instruktør i sigte.

Danske Nicolas Winding Refn (Drive) er eftersigende et af de navne, der er havnet på listen over mulige instruktører - sammen med Shane Black (Iron Man 3), Ang Lee (Life of Pi), Tom Hooper (Kongens store tale) og Harry Potter-instruktøren David Yates.  

Tilknytningen til Danmarks populære filmskaber er dog langt fra bekræftet - og muligvis misforstået. Det amerikanske site Firstshowing har nemlig været med til at piske stemningen op pga. et videointerview fra Cannes. Her spørges Refn ind til Bond-rygtet, og da han giver et kryptisk svar, læser journalisten en masse ind i reaktionen (se video forneden).

Herhjemme er det velkendt, at Refn har en mildest talt "tør" stil, når det kommer til pressen… så vi vælger at tage let på dagens rygte og i stedet se frem til hans kommende film Only God Forgives

Mendes skulle da også være producenternes første valg, og ifølge rygter er de simpelthen villige til at vente på, at den gode mand får tid. Vi får se…

Også Christopher Nolan har været i filmselskabets søgelys, men som forventet er Nolan travlt optaget af sit næste projekt, science fiction-filmen 'Interstellar'.