Kronprins Frederik: The Movie

Hans Kongelige Højheds unge år filmatiseres
H.K.H. Kronprins Frederik i 2009
(© Steen Evald)

The Prince & Me handlede om en dansk prins, der tog en amerikansk pige til prinsesse. Filmen var (meget) løst baseret på den virkelige historie om Kronprins Frederiks rejse til Australien under OL i 2000 og hans senere ægteskab med Mary Elizabeth Donaldson.

Nu kommer den "rigtige" film om vores kommende konge, Frederik André Henrik Christian, der skildrer hans unge år. Christian Tafdrup, der skriver manus sammen Johs Lynge, fortæller til Politiken:

- Filmen er tænkt som et seriøst drama, der udspiller sig i en periode på cirka 12 år fra starten af 1990'erne til starten af 00'erne. Jeg kan ikke komme ind på, hvilke personer fra kronprinsens liv filmen ellers omhandler, eller hvilke begivenheder vi tager fat på, men det er klart, at afgørende begivenheder og centrale personer i hans liv skildres i filmen.

Tafdrup, der selv er skuespiller og har sat flere teaterstykker op, vil ikke lave en afslørende dokumentarisk beretning om Frederiks privatliv, men derimod skildre, hvordan kronprinsen som ung mand kommer overens med sin skæbne.

- Der bliver hverken tale om et glansbilledportræt eller en kulørt sladderfilm. Ambitionen er at skildre det råt og realistisk, ikke eventyrligt eller glamourøst, fortæller Christian Tafdrup.

Hvem der skal spille kronprinsen eller hans nærmeste familie, er endnu ikke besluttet. Et bud kunne være Mikkel Boe Følsgaard, der er ung og allerede har erfaring som royal i En kongelig affære.

'Frederiks unge år' har indtil videre modtaget 200.000 kr. i manuskriptstøtte fra Det Danske Filminstitut, og hvis filmen opnår produktionsstøtte, vil optagelserne begynde i 2014.