Frank og Casper i gang med 'Klovn 2'

Komikerne er gået i skrivelejr
'Klovn 2' søsat
(© Per Arnesen)

'Klovn 2' har været på tegnebrættet et stykke tid, men nu bekræfter Casper Christensen, at han og Frank Hvam er gået i gang med at skrive efterfølgeren til den populære komedie fra 2010.

Casper Christensen fortæller til BT:

- Nu skal vi lige skrive færdig. Når det er gjort, så klarer vi finansieringen. Og begynder at se på, hvem der skal spille de forskellige roller.

En af grundene til, at filmen har taget lidt tid at få skudt i gang, er, at Casper og Frank har brudt med filmselskabet Zentropa, der producerede Klovn: The Movie.

- Efter vores projekt med at komme ud af Zentropa-samarbejdet er lykkedes, går vi i gang med at få den nye film finansieret. Det bliver os selv, der finansierer den i vores eget selskab. Men den skal skrives først, siger Casper Christensen.

Handlingen er der endnu ikke noget nyt om, men Casper Christensen er ikke i tvivl om, at filmen nok skal få støtte fra Det Danske Filminstitut. 'Klovn: The Movie' film solgte nemlig 855.174 billetter i de danske biografer.