Stemmerne bag 'Otto er et næsehorn'

Hvad ville du tegne med en magisk blyant?
Karakterer fra 'Otto er et næsehorn'
(© SF Film)

Den danske animationsfilm 'Otto er et næsehorn' handler om drengen Topper, der finder en magisk blyant. Med den tegner han et næsehorn, der bliver levende. Vi har spurgt stemmerne bag filmens karakterer:

Hvad ville du tegne, hvis du havde en magisk blyant?

Lasse Kamper (Topper)
"Jeg ville tegne en MEGA stor fingerboard skatepark fra Blackriver. Den ville være monster fed at have stående i haven."

Topper 

Nikolai Aamand (Viggo)
"Jeg kunne godt tænke mig at tegne en robot, der bliver levende og gør alt, hvad jeg spørger den om. Så kunne den lave alle mine lektier og flyve mig til New York og til alle mulige lande og være metro og tog på samme tid..."

Viggo

Lars Knutzon (Holm)
"Jeg ville tegne en stor bogugle med kæmpeøjne og briller stående på en høj stiges øverste trin i et kæmpe bibliotek. I den ene vinge holder den en bog, den læser i, i den anden vinge en åben bog, den har læst i, under vingen en tredje bog og mellem benene nok en bog. En bogugle!"

Holm 

Bodil Jørgensen (Fru Flora)
"Jeg har lige mistet min far, så jeg ville tegne et portræt af ham, som jeg husker ham. Han var lidt af et næsehorn blandet med en elefant og en bjørn."

Fru Flora

Tommy Kenter (Politimesteren)
Raquel Welch... da hun var ung. Jeg ville tegne hende, som hun så ud i den film, hvor hun var iklædt bjørneskind, som kun dækkede de mest nødvendige steder.

Politimesteren

Asta Danielsson (Sille)
Hvis jeg havde en magisk blyant, ville jeg tegne skuespilleren Robert Pattinson som 12-årig.

Sille

Kaya Brüel (Toppers mor + sangeren bag filmens to temamelodier)
"Jeg ville tegne et flyvende telt. Da jeg var barn og tog bussen til skole på kolde, mørke vinterdage, dagdrømte jeg om et flyvende telt proppet med dyner, Anders And-blade og ristet brød med peanut butter. Så ville jeg flyve til skole i det. Nu som voksen kunne jeg evt. nøjes med at tegne en Mercedes."

Lars Brygmann (Hr. Løwe)
"Jeg ville tegne en meget lækker cykel med syv gear og bagagebærer, da min gamle cykel er blevet stjålet."

Otto er et næsehorn har premiere den 7. februar.