Godzilla nærmer sig igen

Bryan Cranston overvejes til ny Godzilla-film
Godzilla who?
(© Legendary Pictures)

Monsters-instruktøren Gareth Edwards' reboot af 'Godzilla' er ved at tage form, og nu er turen kommet til skuespillervalg. Castingen er endnu i de tidligere stadier, men der er allerede en masse snak i krogene.

Rygterne går lige nu på, at Edwards er interesseret i den unge Aaron Taylor-Johnson (Kick-Ass), den mest interessante Olsen-søster, Elizabeth Olsen (Martha Marcy May Marlene) og sidst men ikke mindst, Bryan Cranston, der skal spille videnskabsmand.

Cranston er bedst kendt for sin rolle som den kræftsyge kemilærer, Walter White, i serien 'Breaking Bad', hvor han tyr til produktion af crystal meth for at tjene penge til sin familie.
 
Handlingen er endnu ikke afsløret, men vil nødvendigvis indebære et stort reptil, der efterlader et spor af ødelæggelse på sin vej. Der er endda rygter om flere monstre, der har en torn i øjet på Godzilla.

Godzilla udgives i 3D og har premiere den 29. maj 2014.