Er Paul Walker den nye Hitman?

Ny film om Agent 47 på vej
Bileksperten bliver måske lejemorder
(© Universal Pictures / IO Interactive)

Spilserien udviklet af danske IO Interactive nåede sidste år til sit femte kapitel med det anmelderroste 'Hitman: Absolution'. Men på det hvide lærred var der ikke meget ros til filmversionen fra 2007.

En uprøvet instruktør (Xavier Gens) og en forholdsvis ukendt hovedrolle (Timothy Olyphant) formåede dog at hente 100 mio. dollars hjem på verdensplan, hvilket nok skyldtes det verdenskendte forlæg i højere grad end personellet.

20th Century Fox ser derfor muligheder i spilfranchisen, så nu prøver de igen med en filmatisering. Denne gang med Hollywood-navnet Paul Walker (Fast and Furious-serien) som Agent 47 - den skaldede lejemorder med stregkode i nakken.

Filmselskabet vil ikke lave en efterfølger, men derimod en reboot af Hitman, og det skal ske med den samme manuskriptforfatter som 2007-versionen af filmen, Skip Woods.

Den nye films instruktør bliver Aleksander Bach, der har endnu mindre erfaring end forgængeren Gens, men hvis Walker tager rollen, har han et stærkt, kommercielt kort på hånden. Om anmelderne bliver mere tilfredse denne gang, er derimod ganske usikkert.

Hitman-filmen har endnu ingen premieredato, men Paul Walker kan opleves senere på året i Fast & Furious 6.