Tom Cruise-film får næppe en fortsættelse

Ét skud i bøssen
Lee Child-filmatisering ligner en enlig svale
(© Paramount)

Filmatiseringen af Lee Childs roman, 'One Shot', er blot én af 18 romaner om den tidligere politimand, Jack Reacher, der spilles af Tom Cruise. Men Paramount ser ud til at stoppe her.

Det massive antal romaner betyder ellers stof til talrige fortsættelser, men actionfilmen har ikke opnået succes på niveau med andre filmatiserede krimiforfattere som Robert Ludlum (Bourne-serien) eller for den sags skyld John Grisham.

'Jack Reacher' har indspillet 152 mio. dollars på verdensplan, og if. The Hollywood Reporter skal filmen mindst indtjene 250 mio. dollars, før en fortsættelse kan blive aktuel.

Tom Cruise-filmen når dog først til Japan og Kina i februar, og her skal der mønstres en ualmindelig massiv interesse i action-thrilleren for at gøre bogserien til en Hollywood-franchise.

Jack Reacher, der har kostet 60 mio. dollars at producere, er stadig aktuel i de danske biografer.