Tarantino: Hævn er tilfredsstillende

Vores interview med Quentin Tarantino
Tarantino har en lille rolle i 'Django Unchained'
(© Sony Pictures)

Quentin Tarantino er en af verdens mest kendte filminstruktører - ikke fordi han har vundet et hav af Oscars eller lavet ufattelig mange film, men fordi han har sin helt egen stil, som har ramt plet hos publikum, film efter film. Vi mødte instruktøren til en snak om hans nye film, 'Django Unchained'.

Var det uundgåeligt, at du en dag ville lave en spaghettiwestern?
Ja, helt sikkert. Jeg har altid gerne villet lave en western, og jeg har altid vidst, at når jeg gjorde, ville den have lidt spaghettisovs på sig. Jeg tror, der er mange moderne instruktører, som siger til sig selv: "Fedt, nu har jeg endelig lavet en western, så kan jeg holde op med at klæde alle mine andre film ud som én." Det tror jeg i hvert fald, at Walter Hill gjorde det, da han lavede 'The Long Riders'. Kill Bill vol. 2 havde også lidt spaghettiwestern-stemning over sig. Det samme gælder Inglourious Basterds - især åbningsscenen. Da vi optog denne scene, sagde min manuskriptkonsulent til mig: "Quentin, dette er din første western."

Hvorfor har du valgt at hylde Sergio Corbucci med denne film?
For mig er Sergio Corbucci en af de bedste actionfilm-instruktører, der har levet. Han er simpelthen en af de største westerninstruktører - og ikke kun spaghettiwesterns. Han og Sergio Leone blev i sin tid hevet ind for at give film slagkraft, fordi deres action var så god. Den måde han filmede action-sekvenser på, er så god, at han fik selv enestående instruktører som Robert Aldrich og Don Siegel til at ligne gamle mænd med bløde hatte. Det interessante ved Corbucci er de temaer og det landskab, han skabte. Der er ikke andre western-landskaber, der kan måle sig med Corbuccis, når det kommer til brutalitet, vold og karakterernes usympatiske og ubarmhjertige natur. Det er det, jeg elsker ved det "vilde vesten", han opbyggede. Jeg overvejede, hvordan man ville lave det samme brutale landskab, volden, surrealismen og den samme ubarmhjertighed i dag. En sort mand i sydstaterne, før borgerkrigen - dér har man omgivelserne, og de er ægte nok. 

Django Unchanied

Hvor stor er Franco Neros (titelkarakteren i Sergio Corbuccis 'Django', red.) rolle i filmen?
Det startede faktisk bare som en cameo, men det er gået hen og blevet en pæn, lille rolle. Han er til stede, første gang man møder Leos (Leonardo DiCaprio, red.) karakter. Han spiller en italiensk slaveejer ved navn Americo Verseppi, som er på besøg i USA, og han har også sine egne ”mandingo fighters” (aggressive mænd fra en afrikansk stamme, kendt for deres imponerende genitalier, red.). Det er hans fyr mod Leos fyr. Jeg ville virkelig gerne have Franco med i filmen, men jeg havde ikke noget, der var stort nok til ham. Jeg skrev en lille rolle, som jeg nærmest var helt flov over at bede ham om at spille, for den var ikke god nok til ham. Han var enig - rollen var ikke god nok. Vi satte os ned og snakkede frem og tilbage om det, og jeg sagde til ham: "Franco, du bliver nødt til at være med i denne film. Stol på mig. Du skal bare stole på, at når jeg rent faktisk får Franco Nero til rådighed foran et kamera, så skal jeg nok gøre rollen meget bedre." Heldigvis besluttede han sig for at stole på mig.

Du rider på en bølge af succes. Hvordan undgår du, at det stiger dig til hovedet?
Det er faktisk ret nemt at forblive ydmyg. En af grundende til, at folk reagerer på mig, skyldes mit arbejde, og mit arbejde er det, der holder mig ydmyg. Det ville være nemt at få andre til at skrive og fremkalde osv., men det gør jeg ikke. Jeg skriver selv det hele fra bunden af. Det gør, at når jeg har haft en stor succes som med Bastard ('Inglourious Basterds', red.), og det hele så er overstået, og jeg igen sidder foran en bunke blanke papirer, så er jeg tilbage på bar bund. Jeg kan selv mægtig godt lide, hvad jeg skriver, men det handler egentlig bare om at udføre det beskidte arbejde - og det gør, at jeg bevarer min ydmyghed.

Var det svært at håndtere et følsomt emne som slaveriet?
Ja, det var det virkelig. Jeg har længe gerne ville tackle emnet, og jeg har længe håbet, at andre ville tage emnet op. I og med at ingen andre rigtig har gjort det, har jeg taget initiativet. Det er et emne, der betyder meget for mig. Det ligger dybt i min DNA. Med 'Inglourious Basterds' havde jeg en vis viden og interesse for Anden Verdenskrig, ellers havde jeg jo nok ikke lavet en film om emnet. Jeg har det på samme måde med slaveri, og jeg ved meget om den historie, fordi den fascinerer mig. Da tiden kom til at skrive manuskriptet, holdt jeg mig langt fra historiebøgerne. Jeg ville ikke have det historiske så tæt på. Jeg stillede mig selv spørgsmål og kom selv med svarene.

Du sagde i sin tid, at 'Inglourious Basterds' var filmen, der ville sætte en stopper for Holocaust-film. Er 'Django Unchained' filmen, der vil sætte en stopper for film om slaveri?
Præcis det modsatte, håber jeg. Jeg håber, at andre vil se, at dette emne rummer et frugtbart grundlag for historiefortællinger. Emnet byder på meget mere end ulidelighed og uretfærdighed. Det byder også på meget rige beretninger om heltemod, kujoneri, forræderi og kærlighed. Folk siger, at der ikke er nye historier derude. Her er der en hel bunke historier, der kan blive fortalt fra forskellige perspektiver, som USA bare har været bange for at håndtere - sorte såvel som hvide.

Omskriver du historien i 'Django Unchained', som du gjorde i 'Inglourious Basterds'?
Nej. Alt hvad der sker her, kunne rent faktisk have været sket. Sådan havde jeg det egentlig også med 'Inglourious Basterds', lige på nær én gigantisk begivenhed. Der er ikke noget kæmpe omdrejningspunkt her. Django dræber ikke General Lee eller noget i den stil.

Du er jo godt oppe i 40erne. Er du blevet mildere med alderen?
Jeg tror ikke, jeg er blevet mildere. Men nu ved jeg fx, at hvis jeg giver nogen en knytnæve i ansigtet, koster det mig 30.000 dollars. Nu overvejer jeg lige en ekstra gang, præcis hvor sur jeg er, før jeg gør noget.

Django Unchained

Du har din helt egen opskrift på kunstigt blod, kan du fortælle lidt om din fascination af splat?
Ah ja, min blodopskrift. Jeg har arbejdet med det samme makeup- og speciel effects-firma siden Reservoir Dogs. På et tidspunkt omkring Kill Bill fandt vi frem til den helt rette farve på blodet. Jeg kan godt lide blodet i en japansk stil, hvor den er meget rød og har konsistens som maling, så man kan smøre det på metal. Normalt er det blod, de bruger i Hollywood, noget der ligner jordbær-sirup. Det ser ok ud på tøj, eller hvis man putter det i munden og spytter det ud. Men når man putter det på metal, eller på et eller andet objekt, ligner det bare jordbær-sirup.

Hævn er mildest talt et gennemgående tema i dine seneste film. Hvad er det ved hævn, der fascinerer dig så meget?
Hævn er helt sikkert en både stor og meget tilfredsstillende del af filmen. Hvem vil ikke gerne se en slave få hævn over sine onde ejere? Det er da helt sikkert meget tilfredsstillende. Jeg ville købe en billet til sådan en film. Den behøver ikke engang at være særlig god, jeg ville stadig få et kick ud af det. Sådan en film kunne jeg nemt have lavet, og hvis jeg tænker mig om, var det nok også, hvad jeg ville have gjort for ti år siden. Men denne film er mere end det. Det er historien om at redde prinsessen fra tårnet. Django skal ud for at redde sin kone. Hun befinder sig det værst tænkelige sted - hos Leos karakter, Calvin Candie, som ejer den værste plantage, en slave kan blive sendt til. Det er nærmest Auschwitz, hun er havnet i. Django går igennem helvede for at få hende væk derfra. Kerry (Kerry Washington, red.) er som en prinsesse i eksil. Hævn-aspektet er bare hæfteklammen på genre-historiefortællingen. Shakespeares teaterstykker, græske tragedier, romaner... Hævn er limen, der binder alle sådanne genre-fortællinger sammen. At se en karakter rejse sig over sin undertrykker er en af de mest emotionelle stærkeste følelser, man kan få i en biograf. Når jeg ser det, og det gøres godt, er det befriende. Der er nærmest ikke andet, der er lige så sjovt at se som det, når det er godt udført vel at mærke. Hævn og den grådige jagt på guld er jo sjælen i en spaghettiwestern. Vi har dog ikke guld med i den her.

Du lader til at have et meget stramt fokus på dine film, som du brænder for. Kunne du nogensinde forestille dig at få børn, der ville kræve en stor del af din opmærksomhed?
Jeg er helt enig med dig i, at børn ville stjæle meget fokus. Det er også derfor, jeg ikke har tænkt mig at lave film for evigt. Planen er at stoppe omkring de 60. Jeg vil ikke være en af de der gamle mænd, der ikke helt ved, hvornår man skal forlade festen. Jeg har ikke lyst til at f*** op i min filmografi ved at lave en masse gammelmandsfilm. Hvis jeg skifter mening, når jeg er 62, så laver jeg bare en film mere. Jeg vil gerne forlade ringen i triumf. Den fyr, du ser foran dig nu, vil jeg stadig gerne være, når jeg er færdig med at lave film, og ikke "ham den gamle". Til den tid vil jeg måske hellere bare skrive.

Django Unchained får premiere i morgen den 24. januar.