Kæmpevæsner, forfølgelse og overhængende livsfare

Censur til 'Hobbitten: En uventet rejse'
Trolde er kendt for at være kæmpe, stærke og dumme
(© SF FIlm)

Peter Jacksons egne Ringenes Herre-film fik i sin tid alle tildelt censuren 11 år. Den censur er nu gået i arv til instruktørens næste film fra Middle-earth.

'Hobbitten: En uventet rejse' beholder altså meget af den dramatiske stemning, som også gav anledning til Ringenes Herre-censuren.

"Filmen har i perioder en dramatisk stemning og indeholder flere voldsomme kampscener, hvor mennesker kæmper mod fantasifigurer. I en af disse scener forfølges en gruppe mennesker af nogle frygtindgydende ulvelignende væsner og orker, der i lang tid har overtaget. I en anden sekvens ser man, hvordan en gruppe mennesker er fanget i et bjergpas, hvor klipperne pludseligt bliver til kæmpevæsner, der slås mod hinanden. Her er menneskene flere gange i overhængende livsfare. Da historien foregår i et tydeligt urealistisk eventyrunivers, og da mange af kampscenerne trækker på computerspillenes æstetik, vurderes det, at filmen kun vil kunne virke skræmmende på børn under 11 år ", skriver Medierådet i sin bedømmelse.

Rejsen i filmen tegner, ud fra censurbegrundelsen at bedømme, til at være eventyrlig, farefuld og enormt spændende.

Hobbitten: En uventet rejse får premiere i morgen, den 12. december