Vampyrer på film - fra uhyrer til drømmefyre

Kino.dk har i anledning af The Twilight Saga: Breaking Dawn - del 2s snarlige premiere talt med gyser-forsker og ph.d fra Aarhus Universitet, Mathias Clasen, om den udvikling, vampyren i tidens løb har gennemgået på film.

Tusindvis af fans venter i spænding på at gense Robert Pattinson som den godhjertede vampyr Edward Cullen, men det romantiske skær, der indhyller Twilight-vampyrerne, er imidlertid ikke et, de overnaturlige væsner er født med - tvært imod.

- Vampyren og filmmediet fandt hurtigt ud af, at de var som skabt til hinanden. Et af de tidlige eksempler er stumfilmen Nosferatu fra 1922, der er en uautoriseret filmatisering af Bram Stokers roman ’Dracula’ fra 1897. Den tyske filminstruktør F. W. Murnau havde hverken penge eller lyst til at købe rettighederne, så han ændrede karakterernes navne, så Dracula blev til Graf Orlok, fortæller gyserforskeren og understreger:

- Graf Orlok var en decideret væmmelig vampyr, der blev spillet af den tyske skuespiller Max Schreck. Figuren var frygtindgydende, klam, rotteagtig og dyrisk.

Max Schreck som Graf Orlok i 'Nosferatu'

Skildringen af vampyren fra 1920’ernes film stemmer i det store hele overens med den sydøsteuropæiske folklores fortællinger om uhyggelige, blodsugende væsner. Men det menneskelige monster har dog ifølge gyser-forskeren med tiden vist sig flydende i sin fortolkning.

Fra Graf Orlok til Edward Cullen
Tilbage i 1920’erne var der næppe nogen teenagepiger, der hang idolplakater af Graf Orlok op på værelserne, men da Tod Browning i 1931 genindspillede filmen under titlen ’Dracula’, fremstod greven med de spidse hjørnetænder pludselig som en tiltrækkende, sofistikeret adelsmand.

Hovedrollen blev spillet af den ungarske skuespiller Béla Lugosi, der leverede så god en skurk, at han sidenhen ikke blev tilbudt andet end skurke- og monsterroller. Da han i 1956 døde, siges det, at han blev begravet i sit Dracula-kostume.

Herefter begyndte vampyrens optræden på film at være præget af større ambivalens, og ifølge Mathias Clasen vækker de efterfølgende film også andre følelser end blot skræk og rædsel:

- Med Hammer Studios’ vampyrfilm fra slutningen af 1950’erne frem til de tidlige 1970’ere begyndte vi også at se vampyrer med et seksuelt aspekt.

I den periode, hvor seksuel frigørelse var et varmt emne, kunne Christopher Lee opleves i rollen som en forførende Grev Dracula omgivet af blottede, hvide kvindebarme. Indtil premieren på Hammer Studios Horror of Dracula fra 1958 havde vampyr-film været relativt kyske, og ifølge filmens instruktør, Terence Fisher, var filmens største bidrag til Dracula-myten at bringe de underliggende seksuelle elementer frem i lyset.

- I 1970’erne kunne man desuden opleve vampyren blive underlagt en omfortolkning, der passede godt ind i tidsåndens fokus på minoriteter og stemmer, som normalt ikke blev hørt, fortsætter Mathias Clasen.

- Her ser man i litteraturen vampyren fremstillet som et stakkels misforstået væsen, fx i Anne Rices roman Interview with the Vampire fra 1976, der blev filmatiseret med Brad Pitt og Tom Cruise i hovedrollerne i 1994. Filmen illustrerer meget godt vampyren som en stakkels, eksistentialistisk plaget sjæl, der er fanget mellem sine drifter og sin samvittighed.

Brad Pitt som Louis de Pointe du Lac i 'Interview with the Vampire'

Den mere menneskevenlige vampyr ses også i Blade-trilogien (1998-2004), hvor Wesley Snipes spiller halv vampyr/halvt menneske, der gennem sin nedslagtning af onde vampyrer bliver en beskytter af den menneskelige race. Sameksistensen mellem mennesker og vampyrer er ifølge Mathias Clasen herefter kun blevet tættere:

- Med tiden blev vampyr-galleriet så nuanceret, at det pludselig kunne lade sig gøre at være kæreste med en vampyr. Den tendens kammede helt over i det nye årtusind, hvor TV-serien ’The Vampire Diaries’ og filmatiseringen af ’The Twilight Saga’ bragte den superromantiske vampyr på banen.

Den moderne vampyr er et lækkert hug
Vampyrens lange rejse op gennem forrige århundrede har nu kastet en langt mere tandløs blodsuger af sig, der i særdeleshed har bidt sig fast i det unge kvindelige publikum. Mathias Clasen understreger i den forbindelse, at den nye vampyr-type optræder i en anden genre end de vante gyserfilm:

- Jeg vil ikke kalde film som ’Twilight’ for horror, da det er noget andet, der er deres sigte. De bruger vampyrfiguren som en slags symbolsk, ufarlig, dramatiseret præsentation af seksualitet og sanselighed, og jeg tror, at det er det, der i virkeligheden tiltaler deres unge målgruppe.

Gyser-forskeren forklarer, at hvor den gammeldags vampyr indeholder alle de negative aspekter i den menneskelige natur, så gælder nøjagtigt det modsatte for den moderne vampyr.

Robert Pattinson som Edward Cullen i 'The Twilight Saga: Eclipse' 

- Der er skruet godt op for alle de positive knapper. De moderne vampyrer er stærke, utroligt smukke, rige, veltalende, veluddannede og beskyttende. De scorer kort sagt højt på alle de parametre, der i vores kultur er bredt værdsatte. På den måde bliver de et overmættet symbol på alt det, som unge kvinder drømmer om. Og det er der jo ingen af os andre, der kan leve op til.

Og måske der er noget om snakken. Ifølge Mathias Clasen skrev en fan på en hjemmeside følgende kommentar om konsekvensen af sit kendskab til perfekte Edward Cullen: ”Ih tak, Stephanie Meyer, nu finder jeg mig aldrig en fyr.”

Om den væmmelige vampyr med tiden vil vinde over den superromantiske, eller om de begge vil overleve side om side, kan man kun spå om. Gyserforskeren har imidlertid en tydelig favorit:

- Jeg kan bedst lide sådan en rigtig væmmelig, rovgrisk, klamt-udseende vampyr, som heldigvis stadig lever i bedste velgående i film som fx 30 Days of Night fra 2007. Selvom de der tudeprinser er populære lige nu, så skal det nok vende på et tidspunkt. Jeg tror ikke, de superromantiske vampyrer kan stå distancen i det lange løb, men det vil vise sig.