Unge og gamle X-Men

Opdateret: Hugh Jackman også med i 'X-Men: Days of Future Past'
Professor X og Magneto er begge med i ny X-Men-film
(© Twentieth Century Fox)

Hugh Jackman er på tale til at vende tilbage til sin rolle som Wolverine i 'X-Men: Days of Future Past'. Hvor stor hans rolle vil være, er endnu ukendt.

---------------------------------------

Ian McKellen
 og Patrick Stewart spiller i de tre første X-men-film henholdsvis Magneto og Charles Xavier - som gamle. I forløberen X-men: First Class ses derimod Michael Fassbender og James McAvoy som de to venner, der som unge mænd bliver ærkefjender.

I den kommende 'X-Men: Days of Future Past' er alle fire imidlertid med på rollelisten. Det skriver filmens instruktør Bryan Singer på sin Twitter-profil.

Singer er også instruktøren bag de to første X-Men-film fra 2000 og 2003, men han er blevet i franchisen, bl.a. som producer på Matthew Vaughns 'X-Men: First Class'.

Jennifer Lawrence og Nicholas Hoult, der spiller henholdsvis Mystique og Beast som unge i 'First Class', er også med i 'Days of Future Past'.

Hvordan plottet kommer til at spænde af, er stadig et mysterium. Charles Xavier blev som bekendt splintret til atomer i Brett Ratners X-Men: The Last Stand, hvor Magneto ender som en skygge af sig selv.

Vender de tilbage fra henholdsvis døden og otiummet, eller har vi at gøre med endnu en prequel? Bryan Singer har givet denne kommentar til filmsitet Deadline:

- Filmen hedder 'X-Men: Days of Future Past'. Brug jeres fantasi.

I X-Men-tegneseriens univers er der rigtig nok en storyline med titlen 'Days of Future Past', der veksler mellem en alternativ, dystopisk fremtid, hvor mutanterne er jaget vildt, og en nutid, hvor X-Men advares om fremtiden af en tidsrejsende mutant. Men hvordan passer Magneto og Professor X ind i det?

Vi kan ikke gøre andet end væbne os med tålmodighed, for 'X-Men: Days of Future Past' får først dansk premiere 17. juli 2014.