Ny trailer til 'The Host'

"Is Melanie in there?"
Melanie og Jareds første møde
(© UIP)

Twilight-sagaen synger på sidste vers, og måske begynder vemoden så småt at melde sig? I så fald er der her lidt trøst at hente for fans af Twilight-moderen Stephenie Meyer. Filmatiseringen af endnu en Meyer-roman, 'The Host', har nemlig fået en ny trailer.

Plakat og teaser blev allerede offentliggjort i foråret, men den nye trailer afslører langt flere detaljer om den romantiske science fiction-film.

Handlingen udspiller sig i fremtiden, hvor jorden stort set er blevet overtaget af fremmede sjæle, der styrer den menneskelige krop ved at infiltrere hjernen som en parasit og erstatte menneskets bevidsthed.

I dette Meyerske univers udspiller der sig selvfølgelig også en kærlighedshistorie. To af de få tilbageværende rigtige mennesker, Melanie Stryder (Saoirse Ronan) og Jared Howe (Max Irons), forelsker sig i hinanden, og da Melanie overtages af sjælen Wanderer, er hendes minder og følelser så stærke, at hun tager kampen op mod sin besætter – indefra.

Hvilken personlighed, der overlever, må vi vente til foråret med at få svar på.

The Host får premiere den 28. marts. 2013.