I weekenden bliver 'Skyfall' årets mest sete film

007 på vej mod toppen
Daniel Craig som Agent 007
(© SF Film)

Hvidstengruppen er årets mest sete film i de danske biografer. Men snart bliver denne væltet af tronen.

James Bond-eventyret Skyfall har til og med torsdag solgt 750.695 billetter, hvilket er blot 13.821 billetter færre end Anne-Grethe Bjarup Riis' modstandsfilm.

Filmens hidtidige styrke ved billetlugerne taget i betragtning skulle det være mere end overkommeligt for Daniel Craig og Co. at overgå den populære danske film.

Årets største åbningsweekend tilfaldt 'Skyfall' for under en måned siden, hvilket selvfølgelig allerede dengang indikerede, at der var noget stort i vente for 007's seneste mission. Og idet actionfilmen sidste weekend solgte over 60.000 billetter, peger meget i retning af titlen som årets mest sete film.

'Skyfall' har dog stadig et stykke vej op til Daniel Craigs første optræden som Bond i Casino Royale fra 2006, der ikke mindst fik et boost herhjemme af de to danskere, Mads Mikkelsen og Jesper Christensen, der spillede skurke. 'Casino Royale' solgte 879.561 billetter.

I 'Skyfall' går en opgave grueligt galt for MI6, der medfører, at agenternes hemmelige identiteter er i fare for at blive afsløret. Derfor må James Bond finde gerningsmanden og bringe orden i sagerne igen.