Day-Lewis færdig med slaveriet

Oscar-vinderen folder sig ud i ny Lincoln-trailer
Metode-skuespilleren har formentlig groet sit eget skæg til Lincoln
(© 20th FOX)

Ny trailer til Steven Spielbergs kommende film Lincoln, blev lanceret i går – måske ikke det værste tidspunkt. Dagen før valget mellem Romney og Obama.

Abraham Lincoln er en af de vigtigste præsidenter i amerikansk historie, men også den med den måske mest dramatiske historie. Han førte sit land ud af en borgerkrig, kæmpede for ophævelsen af slaveriet og døde tragisk for en snigmorders hånd.

'Lincoln' fokuserer på vedtagelsen af loven, der forbød slaveri, og i traileren giver han sine modstandere klar besked. – Slavery, Sir? It’s done!

Daniel Day-Lewis er kendt for sin imponerende method acting, og at dømme ud fra traileren leverer han tilsyneladende en barsk, men også mere human præstation end i There Will Be Blood, der gav ham en Oscar for rollen som afstumpet guldgraver og ægte amerikansk kapitalist.

Day-Lewis spiller Lincoln med bekymrede panderynker, landlig, amerikansk accent og præsidentens karakteristiske kæbebørster, der formentlig ikke er et teaterskæg.

Lincoln får dansk premiere d. 31. januar 2013.