”Afliv hende efter 30 minutter”

Få smugkig på to scener fra ’Hitchcock’
Alfred Hitchcock og hans damer
(© Twentieth Century Fox)

Alfred Hitchcock er uomtvisteligt den største thriller-instruktør nogensinde, men filmen om ham er dog langt fra en thriller.

Den fokuserer på instruktørens forhold til sin hustru Alma, som i den grad understreger, at vendingen er sand: bag enhver stor mand står en kvinde.

Sacha Gervasis 'Hitchcock' er en kærlighedshistorie, og i de to klip, der just er blevet offentliggjort fra filmen, får vi både glimt af de tos legesyge samarbejde, og Hitchcocks lidt for suggestive samtaler med sine blonde skuespillerinder.

Anthony Hopkins er nærmest ugenkendelig i rollen som den korpulente og ofte spydige Master of Suspense, mens Helen Mirren spiller hans hustru Alma Reville, der selv var klipper, manuskriptforfatter og instruktørassistent.

Alfred og Alma mødtes på filmsettet og gennem hele hans 53 film lange karriere hjalp hun ham på alle områder. Og i scenen her tyder noget på, at det faktisk var Alma Reville, der fandt på, at hovedrollen i Psycho skulle aflives ikke bare halvvejs inde, men efter en halv time.

Hovedrollen i 'Psycho' blev spillet af Janet Leigh, som i 'Hitchcock' spilles af Scarlett Johansson, og i det andet klip fra filmen, mødes hun med ægteparret.

Hun spørger netop nysgerrigt til den famøse, drabelige brusebadsscene - bekymret for sine knap så drengede figur - men Hitchcock forsikrer hende om, at de kun skal antyde nøgenhed og vold.

Hitchcock får premiere 21. februar 2013.