Tre nye Star Wars-film på vej

Jedi-ridderne vender tilbage - første gang i 2015
Bliver Luke Skywalker en del af de nye Star Wars-film?
(© Lucasfilm)

Disney har sikret sig rettighederne til hele Star Wars-universet via et opkøb af Lucasfilm. Pris: 23 mia. kr.

Filmselskabet har i den forbindelse udmeldt, at de vil producere en ny Star Wars-film, der skal være en efterfølger til Return of the Jedi fra 1983.

'Star Wars: Episode VII' vil få premiere i 2015 - samme år som Disneys The Avengers 2 rammer biograferne. Det bliver derfor regulær stjernekrig mellem jedier og superhelte i 2015.

Den nye Star Wars-film får to efterfølgere i 2017 og 2019, så der vil blive tale om en ny trilogi, og skaberen af eventyr-universet, George Lucas, er med om bord som kreativ konsulent.

Hvem der skal spille med, instruere, og hvad plottet skal omhandle, er endnu uvist, men der skulle være nok materiale at tage fat på med et utal af bøger, tegneserier og computerspil omhandlende tiden efter 'Episode VI'.

Filmens executive producer er dog fundet og bliver Kathleen Kennedy, der samtidig overtager direktørposten i Lucasfilm.

Disney har ført en aggressiv strategi over for konkurrenterne de seneste år med opkøbet af Marvel Entertainment i 2009 for 4,24 mia. dollars og nu Lucasfilm for 4.05 mia. dollars. Spørgsmålet er så bare, om 'Star Wars' er i sikre hænder i Mickey Mouse-huset?