Thriller med Russell Crowe og Mark Wahlberg

Snyd og bedrag i traileren til 'Broken City'
Borgmesteren og hans håndlanger
(© UIP)

Hvem kan man stole på i thrilleren 'Broken City'? Baseret på den nye trailer synes det at være filmens store tema.

Mark Wahlberg spiller den tidligere politibetjent Billy, der bliver hyret af byens borgmester (Russell Crowe) til at skygge hans kone (Catherine Zeta-Jones) for at finde ud af, hvem hun har en affære med.

Men alt vendes på hovedet, da hendes elsker findes død, og Billy bliver afpresset til at holde sin mund om gerningsmændene. Billy giver dog ikke op så let...

Catherine Zeta-Jones er efterhånden en sjælden gæst i de danske biografer, og vi har faktisk ikke set hende i en film herhjemme siden Kærlighed og krydderier fra 2007.

Vi klager ikke over at have Michael Douglas' kone tilbage på lærredet, og til næste år kan hun også ses i action-fortsættelsen Red 2 sammen med bl.a. Bruce Willis og Anthony Hopkins.

Broken City får premiere den 31. januar 2013.