USA top 10: Bornedal-gyser på 1. pladsen

De nyeste og mest populære film i USA
Kyra Sedgwick og Natasha Calis i 'The Possession'
(© Ghost House Pictures)

'The Possession' af Ole Bornedal gik direkte ind på 1. pladsen et godt stykke foran weekendens anden nye premierefilm, 'Lawless'.

The Possession
Med 17,7 mio. dollars indtog historien, om en dæmon i en æske, uden problemer 1. pladsen på den amerikanske top 10-liste. Filmen er instrueret af Ole Bornedal, og det betyder endnu en topplacering til en dansk gyserinstruktør i Hollywood. Sidst det skete var i februar 2011, hvor Christian E. Christiansens The Roommate debuterede med 15 mio. dollars, og som endte med at indspille 37,3 mio. dollars i USA.

Gyseren (der kun har kostet 14 mio. at producere) kan allerede kaldes en mindre succes, men spørgsmålet er, om det er nok til en dansk biografpremiere. Anmeldelserne var ikke ligefrem positive, men den slags vejer til gengæld ikke tungt hos gyserpublikummet, hvoraf 59 % af publikum var kvinder, og 54 % var under 25 år.

'The Possession' får dansk biografpremiere i løbet af efteråret.

Lawless
Hjemmebrænderi og gangsterattitude rakte til 9,7 mio. dollars og en 2. plads. For en film med Shia LaBeouf og Tom Hardy på rollelisten er resultatet mildt skuffende - også selvom instruktøren, John Hilcoat (The Road), ikke kan kaldes for en mainstream-instruktør. 'Lawless', der generelt fik gode anmeldelser, får dansk biografpremiere den 11. oktober.

Weekendens samlede billetsalg var 1 % over samme weekend sidste år, hvor 'The Help' forblev på 1. pladen for tredje gang i træk.

Top 10 USA: 31. august - 2. september
1. The Possession - total $17,7 mio.
2. Lawless - total $11,8 mio.
3. The Expendables 2 - total $66,2 mio.
4. The Bourne Legacy - total $96,2 mio.
5. ParaNorman - total $38 mio.
6. The Odd Life of Timothy Green - total $35,9 mio.
7. The Dark Knight Rises - total $431 mio.
8. The Campaign - total $73 mio.
9. 2016: Obama's America - total $18,3 mio.
10. Hope Springs - total $52,1 mio.