Trailer til ny thriller med Nicole Kidman

Instruktøren af 'Oldboy' står bag
Nicole Kidman er ustabil mor i 'Stoker'
(© 20th Century Fox)

Det lyder så sandelig som en interessant kombination af instruktør og skuespillere, når man ser navnene til 'Stoker'.

Thrillerens instruktør er den anerkendte sydkoreaner Chan-wook Park, som stod bag "Hævntrilogien" med Oldboy som midterste kapitel.

Rollelisten består af Mia Wasikowska, der har vist sit talent i forskellige typer film som Alice i Eventyrland og Jane Eyre, og som snart er aktuel i Lawless.

Derudover finder vi Matthew Goode, som spillede den uberegnelige Ozymandias i superheltefilmen Watchmen samt Colin Firths afdøde kæreste i A Single Man.

Endelig medvirker Nicole Kidman, der i løbet af sin lange karriere bl.a. har spillet med i den fremragende The Others, og som modtog en Oscar for præstationen som Virginia Woolf i The Hours.

Filmens manuskript er i øvrigt nedfældet af Wentworth Miller, som bedst er kendt for TV-serien 'Prison Break'.

'Stoker' handler om pigen India (Wasikowska), der mister sin far. Hendes onkel Charlie (Goode), som hun aldrig før har kendt til, skal nu bo sammen med hende og hendes ustabile mor (Kidman).

Inden længe får India mistanke om, at denne mystiske, charmerende mand, som hun så småt er ved at blive betaget af, måske har en skjult agenda.

Stoker får dansk biografpremiere den 25. april 2013.