'Hobbitten: En uventet rejse' får ny trailer

På eventyr med Bilbo
Følelsen af eventyr er bestemt til stede i den nye trailer
(© SF Film)

Endelig kom den! Den nye (og blot anden) trailer til årets mest ventede film, 'Hobbitten: En uventet rejse', er en realitet og kan ses forneden.

Peter Jackson benytter jubilæet for J.R.R. Tolkiens fantasy-bog Hobbitten, der udkom for 75 år siden, til at fremvise det ene lækre billede efter det andet - og nu også traileren til filmen.

Stemningen fra Ringenes Herre-trilogien er heldigvis ikke til at tage fejl af, hvilket instruktøren Peter Jackson også har lovet i diverse interview og video-blogs.

Eventyrfilmen følger titelkarakteren Bilbo Sækker (Martin Freeman), der bliver blandet ind i en episk kamp for at genvinde det tabte dværg-kongerige Erebor fra den frygtindgydende drage Smaug.

Bilbo bliver guidet af troldmanden Gandalf den Grå (Ian McKellen) og befinder sig snart i selskab med 13 dværge ledet af den legendariske kriger, Thorin Oakenshield (Richard Armitage).

Filmen er den første af tre filmatiseringer af J.R.R. Tolkiens fantasy-bog, der efterfølges af The Desolation of Smaug (der endnu har sin danske titel til gode) i december 2013 og Ud og hjem igen til sommer 2014.

Hobbitten: En uventet rejse får premiere den 12. december i år.