X-Men: First Class-efterfølger bliver døbt

En af de største X-Men-historier ligger til grund for ny film
Wolverine og Kitty Pryde kæmper for deres liv i 'Days of Future Past'
(© Marvel Comics)

Matthew Vaughn genstartede med succes X-Men-serien med sin prequel X-Men: First Class (2011). En efterfølger har været på tale et stykke tid, og nu bekræfter filmens producer, Bryan Singer, titlen på den nye film.

'X-Men: Days of Future Past' er filmen blevet døbt, og den tager dermed titel efter et af de mest markante tegneseriehæfter i X-Mens historie, nemlig 'The Uncanny X-Men #141'.

I den historie bliver X-Men-holdet advaret af en fremtidsversion af Kitty Pryde (alias Sprite/Shadowcat) om, at Senator Robert Kelly for alt i verden ikke må blive snigmyrdet. I hendes fremtid bliver mutanter nådesløst udryddet af kæmperobotterne Sentinels, og kun få helte, som Wolverine og hende selv, er i live.

Back to the Future, tænker du måske, og ja, tegneserien har visse overensstemmelser med Michael J. Fox-eventyret, dog ingen skør professor (med mindre man regner Xavier for skør).

Bryan Singer understreger imidlertid, at filmen ikke vil være direkte baseret på tegneserien, men kun løst behandle elementer fra den. Han antyder dog, at filmen vil kunne være bindeled mellem Vaughns 'First Class' og Singers X-Men (2000) og X-Men 2 (2003).

X-Men: Days of Future Past får premiere den 17. juli 2014.

The Uncanny X-Men # 141