Stadig liv i 'The Mortal Instruments'

Jonathan Rhys Meyers hyret som Shadowhunter
Rhys Meyers som den Raskolnikov-inspirede hovedrolle i 'Match Point'
(© Scanbox)

Kommende film som The Host og The Mortal Instruments er tidligere blevet omtalt som Twilight-seriens arvtagere, men man har indtil videre ikke hørt meget til filmene.

Nu er der dog nyt om 'Mortal Instruments: City of Bones', hvor Jonathan Rhys Meyers (Match Point) har fået rollen som Valentine Morgenstern - en såkaldt Shadowhunter, der stammer fra en blodlinje af semi-engle, der bekæmper dæmoner, og som måske er lidt for glad for sine særlige kræfter.

I den flinkere ende af Shadowhunter-skalaen finder man Lily Collins (Mirror, Mirror) i hovedrollen som Clary Fray, der først lige er blevet klar over sine evner som dæmon-dræber. Eller noget i den stil...

Læsere af Cassandra Clares populære bogserie ved med garanti bedre, men umiddelbart lyder historien om almindelige mennesker med hidtil ukendte og overnaturlige evner som klassisk stof i det moderne Hollywood.

Harald Zwart (The Karate Kid) skal instruere, og The Mortal Instruments: City of Bones får dansk premiere den 29. august 2013.