Nils Malmros starter optagelser til ny film

'Sorg og glæde' bliver titlen på nyt dansk drama
Nils Malmros, Helle Fagralid og Jakob Cedergren til photo shoot
(© Martin Dam Kristensen)

Ligesom instruktørkollegerne Lars von Trier, Erik Clausen og en lille håndfuld andre går Nils Malmros altid sine egne veje. Han er en ener i dansk film.

Derfor er der altid opmærksomhed omkring hans produktioner, ikke mindst fordi han er perfektionist og ofte bruger ganske lang tid på at indspille dem.

Nils Malmros er denne sommer gået i gang med sin 11. spillefilm (hvis man ikke regner TV-filmen 'Kammerskjul' med), og den får titlen 'Sorg og glæde'. Jakob Cedergren, Helle Fagralid, Nicolas Bro og Ida Dwinger spiller de store roller i Malmros' nye drama.

Malmros forklarer i en pressemeddelelse:

"Med udgangspunkt i min egen opvækst har mine film handlet om uskyldstabet og om stadier på vejen til at blive voksen. De har kredset om den uforløste og ulykkelige kærlighed."

"Med min nye film vil jeg fortælle om at nå frem til den gensidige og modne kærlighed gennem den største sorg og glæde i livet. Det kan lyde stort, men jeg føler, at jeg har dækning for ordene."


Sorg og glæde får forventet premiere i efteråret 2013.