Hovedrolle fundet til 'Assassin's Creed'

Hollywood-stjerne slutter sig til computerspil-filmatiseringen
En ny franchise er måske på vej til biograferne
(© Ubisoft)

I løbet af de seneste år har der været tale om en filmatisering af computerspillet 'Assassin's Creed', men projektet har været sat på stand-by grundet kontroverser mellem Sony Pictures og spilfirmaet Ubisoft.

Nu ser det dog endelig ud til, at lejemordene kan finde vej til det store lærred. Michael Fassbender (Prometheus) er bekræftet til at spille med i og medproducere en filmversion af den populære spilserie.

'Assassin's Creed' handler om Desmond Miles, der finder ud af, at hans forfædre var frygtede lejemordere. Da han bliver kidnappet af en skummel organisation, tvinges han til at genopleve sine forfædres liv via maskinen "Animus".

De to første spil foregår henholdsvis i tiden omkring korstogene og i Renæssancen. Et tredje spil er på vej, som kommer til at have Den Amerikanske Uafhængighedskrig som centrum for plottet, men hvor og hvornår filmen finder sted, er der ingen forlydender om.

Ubisoft ønsker at få så meget kontrol over projektet som muligt, inden de går til de store filmselskaber for selve produktionen. Dette skyldes sandsynligvis, at firmaet brændte nallerne på filmatiseringen af Prince of Persia: The Sands of Time (2010), der viste sig at blive en slem skuffelse.

Derfor vil Ubisoft have indflydelse på valget af instruktør og manuskriptforfatter. Men med en mand som Fassbender involveret, kan det godt ende med at blive en sjældent vellykket spilfilmatisering.

Der er endnu ingen forlydender om, hvornår 'Assassin's Creed' vil få premiere.