Guide - Batmans medhjælpere

Fra Robin til Lucius Fox
Alicia Silverstone giver den som Batgirl i 'Batman & Robin'
(© Warner Bros.)

Gennem sin lange karriere har Batman/Bruce Wayne haft mange forskellige medhjælpere, men nogle har givet markant mere mening end andre.

Robin
Den originale Robin fik sin debut i 1940, og er siden blevet den mest kendte af Batmans medhjælpere. Dick Grayson kommer fra en akrobat-familie, og akkurat som det var tilfældet for Bruce Wayne, blev hans forældre dræbt af forbrydere for øjnene af knægten midt under en cirkusforestilling. Batman tager hånden over den forældreløse og sammen skaber de et uovervindeligt makkerpar. Dick Graysons Robin bliver senere leder af Teen Titans og ændrer sig med tiden til superhelten Nightwing.
Spillet på film af: Burt Ward (Batman: The Movie) og Chris O'Donnell (Batman Forever, Batman & Robin)

Robin II
Jason Todd fik sin debut i Detective Comics #526 i 1983. Batman tager ham under sine vinger, efter drengens forsøg på at stjæle The Batmobile. Robin II opnåede dog aldrig stor popularitet blandt fans og blev i 1988 dræbt af The Joker. Figurens skæbne blev afgjort af en telefonafstemning blandt tegneseriens læsere. 5343 overfor 5271 stemte for Jason Todds endeligt.

Robin II

Robin III
Tim Drake overværede i sin tid Batman redde den oprindelige Robin fra døden under cirkusnummeret, hvor hans forældre blev myrdet. Mange år senere regner Tim Drake ud, hvem der gemmer sig bag Batmans hemmelige identitet, og han overtaler Batman til at give ham chancen som den tredje Robin.

Alfred Pennyworth
Uden Alfred ingen Batman. Den trofaste butler fik sin debut i 1943 og har siden dækket over Bruce Waynes hemmelige identitet. Alfred er desuden ekspert i medicin (hvilket har reddet Batmans liv mange gange) samt tidligere soldat og skuespiller.
Spillet på film af: Alan Napier (Batman: The Movie), Michael Gough (Batman, Batman Returns, Batman Forever, Batman & Robin) og Michael Caine (Batman Begins, The Dark Knight, The Dark Knight Rises)

Alfred

Batgirl
Den første Bat-Girl (Betty Kane) fik sin debut i Batman #139 (1961) som kvindelig modvægt til Batman og Robin men blev fundet en tand for fjollet. I 1967 kom erstatningen i form af Barbara Gordons mere seriøse Batgirl, (Kommissær James W. Gordons adoptivdatter). Da hun senere invalideres og ender i kørestol takket været The Joker, ender hun som computereksperten Oracle. I Batman #567 (1999) blev Cassandra Cain den tredje Batgirl.
Spillet på film af: Alicia Silverstone (Batman & Robin)

Bat-Woman
Kathy Kanes Bat-Woman er ældre end den første Bat-Girl (Betty Kane er hendes niece) og fik sin debut i 1956 for at stoppe rygterne om Batmans homoseksualitet. Et rygte der bl.a. opstod via den stærkt tegneseriekritiske bog 'Seduction of the Innocent' af psykiateren Fredric Wertham. Otte år senere blev hun dog erklæret overflødig i Batman-universet.

Bat-Woman

Bat-Mite
Overflødig er også nøgleordet, når det handler om væsnet Bat-Mite, der kommer fra en anden dimension. Bat-Mite er en gigantisk Batman-fan iført hjemmelavet Batman-kostume, der ynder at sætte forhindringer i vejen for sin helt. Primært for at afprøve Batmans evner. Han debuterede i 1959 og forsvandt fem år senere.

Bat-Mite

Ace the Bat-Hound
Den belgiske hyrdehund debuterede i 1955 og forsvandt stort set efter ni år som Batman og Robins firbenede medhjælper.

Bat-Hound

Mogo the Bat-Ape
Cirkus-gorilla der i en periode hjalp Batman og Robin. Sjovt nok blev den med tiden vejet og fundet for let...

James W. Gordon
Kommissæren, der udvikler sig til en af Batmans få allierede i et ellers korrupt samfund, har været med siden Batmans debut i 1939. Gordons anden kone bliver dræbt af The Joker, der også invaliderer hans datter.
Spillet på film af: Neil Hamilton (Batman: The Movie), Pat Hingle (Batman, Batman Returns, Batman Forever, Batman & Robin) og Gary Oldman (Batman Begins, The Dark Knight, The Dark Knight Rises)

Gordon

Lucius Fox
Direktøren for Wayne Enterprises og dermed en af de mest indflydelsesrige og magtfulde forretningsmænd I verden.
Spillet på film af: Morgan Freeman (Batman Begins, The Dark Knight, The Dark Knight Rises)

Lucius Fox