"Batmania" blandt danske anmeldere

'The Dark Knight Rises' begejstrer kritikerne
Fuld fart fremad for Batman!
(© Warner Bros.)

I mandags skrev vi, at de udenlandske anmeldere faldt i svime over Christopher Nolans sidste Batman-film, 'The Dark Knight Rises'. Og nu følger deres danske kolleger trop.

BT's anmelder Henning Høeg er helt oppe i skyerne over filmen. Han giver topkarakteren seks stjerner og skriver:

"Som en magtfuld Wagner-opera blæser 'Batman - The Dark Knight Rises' alle omkuld med en perfekt symfoni af passion, substans og hæsblæsende action."

Ekstra Bladets anmelder Kirstine Krefeld er næsten lige så begejstret og uddeler fem stjerner ud af seks. Hun fremhæver, at:

"Tempoet går også lidt ud over den intelligente diskussion af rigtigt og forkert, som bliver lidt mere firkantet her end i forgængerne. På den anden side er 'The Dark Knight Rises' både velspillet, medrivende og forbasket flot lavet, og jeg var svært godt underholdt de to timer og tre kvarter (!), filmen varer."

Louise Kidde Sauntved fra Berlingske giver også fem stjerner ud af seks, og hun skriver:

"Her er mildt sagt spænding til det sidste, og udfaldet er på intet tidspunkt givet."

Politikens Sophie Engberg Sonne tildeler ligeledes fem ud af seks hjerter, og afslutter sin anmeldelse med følgende kommentar:

"Man kan savne den måde, forgængeren var mere tæt fortalt og mere psykologisk kompleks i spillet mellem Batman og Joker, men trilogiens storladne, spektakulære afslutning leverer til gengæld en masse via sit muskuløse, brutalt skramlende korpus, der især tilfredsstiller, hvis man har de to foregående film klar i erindringen."

Jyllands-Postens Jacob Levinsen er mindre positiv over for filmen, men giver dog fire ud af seks stjerner med begrundelsen:

"På den anden side skyldes Christopher Nolans succes måske netop hans evne til at kombinere formidabel teknisk kunnen og stilsans med en evne til at få sine virtuost drejede actionfilm til at virke meget dybere, end de er."

Anmelderne har talt. Nu ligger bolden på publikums banehalvdel.

Du kan læse både mediernes og brugernes anmeldelser her på kino.dk under filmens profil.

The Dark Knight Rises har premiere i dag.