Spil som Stallone

'The Expendables 2' som computerspil og ny plakat
Tough guys
(© Lionsgate)

Det lyder som en sand drengedrøm at kunne få lov til at indtage rollen som nogle af filmhistoriens største actionhelte. Denne drøm kan blive virkelighed, når spillet 'The Expendables 2' bliver udgivet op til filmens premiere.

Ifølge det australske censurråd vil Ubisoft udgive et spil over filmen, der bringer alverdens (fallerede) actionstjerner sammen: Stallone, Jason Statham, Bruce Willis, Arnold Schwarzenegger, Jean-Claude Van Damme, Chuck Norris, Dolph Lundgren og Jet Li.

Hvad spillet præcist kommer til at handle om, er endnu uvist, og der er heller ingen forlydender om, hvornår det bliver udgivet. Men mon ikke det bliver en slags 'Call of Duty' med endnu flere eksplosioner og endnu tungere våben?

Ud over nyheden om, at et computerspil er på vej, har filmen fået sin første officielle plakat. Og det er en overfyldt én af slagsen, for der skal være plads til hele skaren af medvirkende skuespillere.

'The Expendables 2' får premiere den 30. august, og den nye plakat kan ses på filmens profil. Det forventes, at spillet udkommer nogenlunde samtidig.