James Bond set-besøg i Tyrket

På optagelse til 'Skyfall'
Naomie Harris som træfsikker Bond-babe
(© SF Film)

Kino.dk var med på et eksklusivt set-visit til 'Skyfall' i den lille by Adana i det sydlige Tyrkiet. På denne solrige forårsdag skal der optages nogle scener fra startsekvensen til den kommende James Bond-film.

Bond-baben Naomie Harris (Pirates of the Caribbean) jagter, sammen med Bond, skurken, som spilles af den Svenske Ola Rapace (Wallander).

Naomie spiller MI6-agenten Eve, der er udstationeret i Istanbul. Idet hun i sin Range Rover og Bond på motorcykel, jagter skurken Patrice, der drøner af sted på en motocross-lignende motorcykel, kører hun over broen mod trafikken. Til sidst rammer hun en lastbil med tønder, som vælter udover gaden.

Det er den scene, vi har fået lov til at overvære. Adana skal forestille at være udkanten af Istanbul, selvom distancen mellem de to byer svarer til den mellem København og Paris! Alle tydelige gadeskilte er blevet pillet ned, så der er intet, der afslører illusionen.

Holdet i Tyrkiet må undvære Daniel Craig, der i øjeblikket befinder sig på optagelserne i London. Men Harris og Rapace er til stede for at udføre deres stunts. Rapace bruger det meste af formiddagen på at køre lidt rundt på sin motorcykel.

Både stunt-koordinator Gary Powell og unit-instruktøren Alex Witt beskriver svenskeren som værende meget ivrig efter at lave så mange af sine egne stunts som muligt. Alligevel er der lidt tilbageholdenhed, for stjernen skal jo ikke komme til skade. Så stuntmanden kører ved siden af ham, mens Ola øver sig i at gasse ordenligt op til et "take", hvor han skal køre direkte mod kameraet.

Ola Rapace

Ola Rapace om at lave stunts, og være en skandinavisk skurk:
"Stuntholdet er gode ved mig. Jeg prøver på at lave så mange af mine egne stunts, som de vil lade mig udføre selv. Jeg nyder hvert sekund af de vilde stunts. Jeg elsker for eksempel at køre rigtig stærkt."

"Min karakter, Patrice, er en mand af få ord, han er en fransk lejemorder, og han elsker vold."

"Da jeg mødte Sam Mendes, var det første, han sagde til mig, at 'Tillsammans' var en af hans yndlingsfilm. Jeg havde egentlig bare sat snuden op efter at være stuntmand, men Sam håndplukkede mig til rollen som Patrice."

"Det er rigtig befriende at spille skurk. Man kan bare give slip og ikke bekymre sig om at være flink og behage andre, det er en dejlig afveksling. Man skal heller ikke forberede sig så intenst psykologisk og emotionelt, som ellers tapper én fra energi. Så det er næsten som at være på ferie at spille skurk."

"Skandinavisk skuespil er generelt ret godt. At spille skurk er nok bare en måde for disse gode skandinaviske skuespillere, at få deres navn ud i den store verden. Jeg tror ikke det er fordi vi er specielt skurkeagtige at vi havner i disse skurkeroller."

Naomie Harris

Naomie Harris om at skulle træne og være med i en Bond-film:
"Action-delen er nok det sværeste for mig. Det er ikke noget der ligger naturligt til mig. Det ligger langt uden for min "comfort zone". Men jeg forsøger at gøre det til noget sjovt."

"Da jeg fik at vide, at jeg fik rollen var jeg helt ved siden af mig selv. Jeg fattede det ikke helt først, for jeg troede, at udvælgelsesprocessen ville være meget længere. Men da jeg så fik rollen, skulle jeg jo holde nyheden hemmeligt i to måneder. Jeg fortalte det kun til min mor."

"Jeg skulle forberede mig meget fysisk til rollen. Jeg dyrker normalt ikke motion. Jeg kan faktisk ikke lide at dyrke motion. Så jeg skulle både træne mig fysisk stærk og lære at affyre maskinpistoler og køre stuntkørsel."

"Der er meget pres på én, når man skal lave stunts. Det er ikke det samme som at lave scener med dialog."

"Jeg kan godt lide, at Eve er sådan en stærk Bond-kvinde. Det giver mere mening, at en mand som James Bond skal være overfor en stærk, handlekraftig og intelligent kvinde. Så er det nemmere at skabe romantiske relationer."

Klar til optagelse
Så ser vi stuntet med lastbilen, der vælter og tønder, der ruller. Stunt koordinator Gary Powell afslører, at det er den længste intro-scene, han har oplevet til en James Bond-film, og filmen generelt er en af de mere action-tunge i Bond-serien. Selv er han gammel stuntmand og har et støttebind om knæet efter "mange års slid". Han var Pierce Brosnans stunt-double i 'GoldenEye' og har koordineret stunts til både 'Casino Royale' og 'Quantum of Solace'.

Efter to generalprøver, uden at lastbilen måtte vælte, skal den endelige scene filmes, og action-niveauet bliver skruet meget højere op, så snart de i alt seks kameraer ruller. En intens og kaotisk billist hamrer ind i den stakkels lastbil, som vælter farligt tæt på det ene kamera, men derefter glider flere meter ud af synsvinkel.

"Den slags ting er virkelig svære at forudse. Lastbilen gled meget længere, end vi havde troet, så vi må flytte kameraet og tage scenen om. Men det er jo den slags der sker. Vi har i alt tre identiske lastbiler, så vi kan i realiteten tage scenen om tre gange," siger unit-instruktøren Alex Witt.

Til spørgsmålet, om det mon bliver nødvendigt at bruge alle deres reservelastbiler, svarer han:

"Nej det er ikke sikkert. Til optagelserne på 'Casino Royale' havde vi tre biler til et af Daniels stunts, og vi endte kun med at bruge de to."

Der er fire ekstra timer, der skal bruges på at udføre endnu et "take". Så de planlagte optagelser af Ola, der hopper ud fra broen og ned på et tog, må udskydes til næste dag. Dagen slutter for os med masser af fantastiske indtryk, og endnu mere spænding omkring det den færdige film.

Skyfall får premiere den 25. oktober.