Når filmen er bedre end bogen

Er Harry Potter- og Twilight-filmene bedre end bøgerne?
'Jaws' er en bedre film end bogen
(© Universal Pictures)

Er Harry Potter-filmene egentlig bedre end bøgerne? Eller er Twilight-sagaen bedre eksekveret på film end bog? Og hvad med den premiereaktuelle The Hunger Games eller for den sags skyld 'Ringenes Herre'?

Det er der selvfølgelig mange meninger om (og Harry Potter og Twilight tør vi slet ikke tage stilling til!), men vi har alligevel udvalgt 11 film, som vi mener overgår deres forlæg på den ene eller anden måde.

Du kan, som altid, komme med dine bud i kommentarfeltet.

Søren:

Jaws (1975) vs. Jaws (1974)
Peter Benchleys bestseller fra 1974, der ligger til grund for Spielbergs film, er en ganske elendig affære. Lufthavnsroman er formentlig den bedste betegnelse for bogen, der både er befolket med kedelige karakterer og dårligt sprog. Det værste er dog mængden af haj, som er overraskende lav. Til gengæld er der masser af sex, som fx en lang og lunken beskrivelse af affæren mellem Matt Hooper (i bogen er han en stor, maskulin solbrændt mand, der ligger langt fra filmens Richard Dreyfuss) og Ellen Brody. En affære der heldigvis ikke findes i Spielbergs mesterværk, der (modsat romanen) leverer dybt interessante karakterer og mesterlig spænding på alle niveauer.

Frankenstein (1931) vs. Frankenstein; or, The Modern Prometheus (1818)
I 1818 var historien om et monster stykket sammen af lig en grufuld omgang. Læser man romanen i dag, er det en forholdsvis stille fortælling om en gal videnskabsmand, der leger gud og vækker sit monster til live. Da det endelig er sket, er der ikke meget angry mob med høtyve og fakler over historien. I stedet bruges der meget mere tid på videnskabens rolle i samtiden, alt imens Frankensteins monster grubler over sin triste skæbne i et udeskur. Romanen er dog langt fra dårlig - og et anseeligt kapitel i litteraturhistorien - men bogen kan ikke hamle op med 'Frankenstein' og 'Bride of Frankenstein', som James Whale instruerede i 1931 og 1935.

A Clockwork Orange (1971) vs. A Clockwork Orange (1962)
Måske er det, fordi jeg så filmen, før jeg læste bogen. Under alle omstændigheder er den langt mindre skræmmende og fascinerende end Stanley Kubricks mesterværk fra 1971. Anthony Burgess' roman fra 1962 er desuden hæmmet af dens eksperimentelle sprog, der af nogen anses som en af bogens styrker.

Cold Mountain (2003) vs. Cold Mountain (1997)
Charles Fraziers historiske roman fra 1997 er den sjældne undtagelse - en god bog der blev til en endnu bedre film. Måske fordi filmen stort set følger romanens ligefremme handling, eller måske fordi historierne og omgivelserne blot var som skabt til film. Anthony Minghella udnyttede i al fald potentialet fuldt ud med sit blodige og episke kærlighedsdrama.

Mænd der hader kvinder (2009) vs. Mænd der hader kvinder (2005)
Det er forholdsvist nemt at imponere med en film, når man ikke er særlig begejstret for bogforlaget. Alligevel kan Niels Arden Oplev tage en stor del af æren for sin filmatisering af historien om Salander og Blomkvist. De uendelige gentagelser i bogen er naturligvis skåret fra ("Blomkvist tog computeren frem, satte kaffe over og gik i gang med efterforskningen"), og det samme er store dele af romanens sidste del, der fortsætter i det uendelige - efter mysteriet er opklaret.

Tora:

The Notebook (2004) vs. The Notebook (1996)
Nicolas Sparks' roman er evindeligt sukkersød og spiller på alle de åbenlyse romantiske og nostalgiske tangenter. Når man så alligevel er kommet igennem den klistrede roman, er det en positiv overraskelse, at filmen rent faktisk havde nedtonet det søde lidt. Rachel McAdams og Ryan Gosling gav karaktererne Allie og Noah en ekstra dimension, hvor de i bogen var helt flade.

The Fountainhead (1949) vs. The Fountainhead (1943)
Den ufattelige lange og samfundskritiske roman, der fortæller om det moderne menneskes individualisme og historie gennem arkitekten Howard Roark, er de kedeligste og længste 700 sider af mit liv. Heldigvis er King Vidors filmatisering af bogen fra 1949 ikke nær så repeterende, lang og kedsommelig. Og karakteren Howard Roark bliver også en anelse mere sympatisk i skikkelse af Gary Cooper.

Clueless (1995) vs. Emma (1815)
Ikke fordi 'Clueless' som sådan kan måle sig med Jane Austens mesterværk 'Emma', men alligevel befinder filmen sig et sted, hvor den kan stemples som bedre end bogen, fordi fortolkningen er så forfriskende. Alicia Silverstone gør det fantastisk overdrevet som den forkælede Cher (Emma), som har alt for travlt med at fikse andres liv til at bekymre sig om sit eget. 'Clueless' får point for modernitet og originalitet og gør det i den grad bedre end bogen.

Daniel:

The Hunger Games (2012) vs. The Hunger Games (2008)
Måske er det, fordi jeg tilhører den forkerte målgruppe for bogen, men filmatiseringen af Suzanne Collins' 'The Hunger Games' er et godt stykke bedre end sit forlæg. Hvor bogen byder på et ulideligt trivielt sprog, gør filmsproget (med håndholdt kamera og kompromisløse billeder) handlingen vældigt engagerende. Jennifer Lawrence er et perfekt valg til hovedrollen Katniss, og med hendes gribende præstation bliver filmen langt mere følelsesmæssigt kraftfuld end romanforlægget.

The Hours (2002) vs. Mrs. Dalloway (1925)
Selvom mange Virginia Woolf-aficionados nok vil give mig uret, er 'Mrs. Dalloway' en overvurderet gang stream of conciousness, som filmen 'The Hours' på mesterlig vis formår at gøre både vedrørende og troværdig. Selvom det kun er en delvis filmatisering, fremgår der utallige, raffinerede referencer mellem bogen og filmen.

Ben-Hur (1959) vs. Ben-Hur: A Tale of the Christ (1880)
Lew Wallaces bibelske roman er blevet filmatiseret flere gange og mest kendt i 1959 af William Wyler. Den 11-dobbelte Oscar-vindende, episke storfilm er måske lidt forældet i dag, men den er stadig blandt mine yndlingsproduktioner fra perioden. Charlton Hestons personificering af Ben-Hur er langt mere karismatisk, end bogen nogensinde formår at skildre, og samtidig er den sprogligt ueffen og fundamentalt forglemmelig.