'The Hunger Games' er bedre end Harry Potter og Twilight

Internationale anmeldere fælder deres dom
Anmelder-succes for 'The Hunger Games'
(© Nordisk Film)

'The Hunger Games' har fået en varm modtagelse af de internationale anmeldere.

Ikke overraskende sammenligner de filmatiseringen af Suzanne Collins' populære teenageroman med andre teenage-biografhit, nemlig Harry Potter og Twilight. Og dommen er for flere anmeldere klar: 'The Hunger Games' er bedre!

Total Film giver 4 stjerner ud af 5 og skriver: "Det bemærkelsesværdige er manglen på cheesy elementer. Tacky effekter, corny dialog og svage skuespillerpræstationer er alle sat udenfor døren. Vi gentager: Det er ikke den nye 'Twilight'."

ReelViews sammenligner også med 'Twilight', men ser det ud fra at være en filmatisering af en bog: "'The Hunger Games' repræsenterer den bedste filmatisering af en første bog blandt ​​de tre serier. Den overgår Christopher Columbus' 'Harry Potter og De Vises Sten' med et knurhår og Catherine Hardwickes 'Twilight' med betydeligt mere end det." ReelViews anmelder giver 3 ud af 4 stjerner.

Tempa Bay Times giver karakteren B+ og skriver: "Slankere end Harry Potters eventyr, ondere end Twilight-sagaen. 'The Hunger Games' lever op til sit forlæg, om end ikke helt til dens hype."

Boxoffice Magazine kalder det den bedste amerikanske science fiction-film siden The Matrix og kvitterer med 4½ ud af 5 stjerner, og Empire Magazine (4 ud af 5 stjerner) mener, at den "slagter" alle de andre storladne bogserie-filmatiseringer fra de seneste år.

Derudover fremhæves Jennifer Lawrences præstation som Katniss Everdeen som en stærk facet i filmen.

Sammenfatter man de internationale anmeldelser (hvilket internetsiden Metacritic gør), får 'The Hunger Games' et gennemsnit på 73 % baseret på 20 anmeldelser. Og tager man blot de vigtigste kritikere i betragtning (og det gør Rotten Tomatoes), får filmen hele 83 %.

The Hunger Games er aktuel i de danske biografer.

Læs mere på The Hunger Games-temasiden. Klik på ikonet til højre.