Whitney Houston er død

Sangerinden og skuespilleren blev 48
Whitney Houston i 'The Bodyguard'
(© Warner Bros.)

Den amerikanske sangerinde og skuespiller Whitney Houston blev lørdag eftermidddag fundet død på et hotelværelse. Hun blev 48 år.

Whitney Houston var en af 80ernes og 90ernes allerstørste soul- og popsangerinder. Hendes debutalbum fra 1985 solge over 25 millioner eksemplarer på verdensplan, og hun har ailt udgivet syv albums og tre filmsoundtracks.

Hendes karriere er dog de seneste par år blevet overskygget af et massivt misbrug af narkotika og alkohol. En afhængighed hun delte med sin eksmand Bobby Brown, som hun har datteren Bobbi Kristina med.

Men det var ikke kun i musikkens verden, at Whitney Houston fik succes.

Hun fik sit store gemmenbrud på det hvide lærred med filmen The Bodyguard (1992), hvor hun spillede overfor Kevin Costner. Filmens soundtrack fik en Grammy som Årets album, og er til dags dato det bedst sælgende soundtrack-album i musikhistorien.

I 1995 var hun med i 'Waiting to Exhale', og et år senere spillede hun sammen med Denzel Washington i 'The Preacher’s Wife'.

Inden sin død nåede Whitney Houston at indspille filmen 'Sparkle', der tragisk nok handler en flok søskende, der synger sammen i et pigeband, og deres oplevelse og kamp med berømmelse og stoffer.