Peter Jackson om forskellen på 'Hobbitten' og 'Ringenes Herre'

Plus Christopher Lee fortæller om Saruman
Peter Jackson i Bag End
(© Warner Bros.)

Fans af 'Ringenes Herre' vil både blive overrasket og føle sig hjemme, når de til næste vinter ser Peter Jacksons prequel til filmtrilogien: 'Hobbitten: En uventet rejse'.

Peter Jackson fortæller i et interview, at J. R. R. Tolkiens 'Hobbitten' på mange måder er en børnebog, og at 'Ringenes Herre' er noget andet og slet ikke rettet mod børn. Han uddyber:

"Det gik op for mig, at dværgene er forskellen. Deres energi og modstand over for alt, hvad der er politisk korrekt giver en ny slags ånd."

Men netop de mange dværge var grundlag for stor bekymring for Jackson:

"Jeg forestillede mig 13 fyre med langt hår og skæg og jeg tænkte: Hvordan kommer vi nogensinde til at vide, hvilken dværg der er hvem?"

"Det er et ensemble fra Helvede, faktisk. Jeg troede, at ni medlemmer af Broderskabet (i 'Ringenes Herre', red.) var et problem, men her med Bilbo og Gandalf, er vi oppe på 15. Det virker dog fint,"
konkluderer Jackson.

Selvom bøgerne er forskellige, stræber Jackson efter at ramme tonen i 'Ringenes Herre'. Han understreger, at de to Hobbitten-film skal føles som begyndelsen til Ringenes Herre-trilogien.

Han har fx inkludereret karakterer, som ikke er med i Hobbitten-bogen, bl.a. Saruman. Skuespilleren bag denne mægtige troldmand, Christopher Lee, fortæller dog, at det bliver en meget lille rolle, og at Saruman vil være "det gode og noble overhoved i Troldmandsrådet, som han altid har været."

Endelig, og her skal man stoppe med at læse, hvis man ikke vil have for meget af handlingen afsløret, fortæller medforfatter og Jacksons hustru Fran Walsh, at anden del af 'Hobbitten' kommer til at fokusere på krig, ødelæggelse og drageraseri.Og at temaerne bliver mere tunge end første del, således at det peger i retningen af 'Ringenes Herre'.

Det bliver dog stadig spændende at se, hvor i Hobbitten-historien de to film skiller, for det forlyder der intet om på nuværende tidspunkt.

Hobbitten: En uventet rejse får premiere den 12. december 2012.