De største film i 2012?

Vores bud på næste års bedst sælgende film herhjemme
Pierce Brosnan, Paprika Steen og Trine Dyrholm i 'Den skaldede frisør'
(© Doane Gregory)

Hvert år forsøger vi her på kino.dk at forudsige det kommende års største sællerter i de danske biografer.

Resultatet er de sidste tre år blevet 7-8 rigtige gæt ud af 10 (i år gættede vi forkert på ’SuperClasico’ og ’Ronal Barbaren’, hvor vi skulle have gættet på ’Klassefesten’, ’Tintin’ eller 'To på flugt'), men i 2012 ser det endnu sværere ud.

Næste år byder nemlig på særdeles mange potentielt store film primært fordelt på kategorierne ”fortsættelser” og ”danske film”, men det skal ikke forhindre os i at forsøge:

1. Hobbitten: En uventet rejse
Alle Ringenes Herre-film solgte hver især mere end 1,1 mio. biografbilletter herhjemme. ’Hobbitten’ er måske en mindre episk historie, men med Peter Jackson ved roret kan turen tilbage til Middle-earth kun blive årets must-see i biografen.

2. James Bond 23 - Skyfall
’Casino Royale’ brød gennem lydmuren herhjemme med 879.561 billetter. ’Quantum of Solace’ var en mindre vellykket film (og havde ikke Mads Mikkelsen på rollelisten), men fik alligevel 558.000 danskere i biografen. Hvis ’Skyfall’ er bedre, slår den formentlig sin forløber. 

3. Den skaldede frisør
Sidste gang Susanne Bier lavede en romantisk komedie (Den eneste ene) solgte hun 843.000 biografbilletter. Hendes nyeste film med Trine Dyrholm og selveste Pierce Brosnan når næppe de samme højder, men mindre kan også gøre det. ’Hævnen’ solgte ca. halvdelen, og vi skyder på samme niveau (eller måske ligefrem lidt over) til frisøren, der er skaldet.

4. Modig
Pixars næste film (hvis engelske titel er ’Brave’) fokuserer på en handlekraftig prinsesse i et univers, der handler om udrejse og eventyr frem for lyserøde prinsesseslør. Vi tror på bred appel hos både drenge, piger og voksne, og dermed kan filmen måske nå samme højder som ’Up’, der rundede 500.000 billetter.

5. The Dark Knight Rises
’Batman Begins’ solgte ca. 250.000 billetter, ’The Dark Knight’ solgte 437.000 billetter og afslutningen på Christopher Nolans trilogi kan måske nå samme højder som 2’eren. Godt nok er The Joker ude af spillet, men Bane ligner en fuldgod erstatning.

6. Ice Age: På gyngende grund
Med 280.000, 606.000 og 515.000 biografbilletter til seriens tre første film er der i den grad billetsalg i Ice Age-filmene. Succesen forventes at forsætte på næsten samme niveau, hvis de forhistoriske venner forstår at levere varen.

7. Far til fire - til søs
Med mere end 400.000 solgte billetter til ’Far til fire - tilbage til naturen’, cementerede de nye udgaver af familiefilmene deres status på det danske biografmarked. Næste film med Onkel Sofus og Co., der får premiere lige op til efterårsferien, ligner endnu et hit.

8. En kongelig affære
Når en af Danmarks mest succesfulde instruktører (Nikolaj Arcel) instruerer Danmarks største filmstjerne (Mads Mikkelsen) i en historisk film om intriger i den danske kongefamilie, lyder det umiddelbart som en publikumsmagnet. Det tror vi i øvrigt også, at det bliver.

9. Min søsters børn alene hjemme
Ligesom Far til fire-filmene har også Min søsters børn nydt godt af en moderne opdatering med billetsalg mellem 300-600.000 billetter. Femte film i serien bliver formentlig ingen undtagelse.

10. The Twilight Saga: Breaking Dawn – del 2
Her på kino.dk behøver filmen ingen nærmere introduktion. Faktum er, at første del rammer omkring 300.000 billetter, og at afslutningen må forventes at ende i samme boldgade. Hvis Bella og Edward altså stadig har gnisten.

Som nævnt er der mange potentielt store titler i 2012, og følgende kunne med lidt held også blande sig blandt næste års bedst sælgende film herhjemme.

Boblere:
- The Amazing Spider-Man: De tre tidligere film har solgt fra 288.000 til 424.000 billetter. Det store spørgsmål er, om Peter Parker genstartes for tidligt eller ej.

- Hvidstengruppen: ’Flammen og Citronen’ resulterede i 673.000 solgte biografbilletter, så der er uden tvivl interesse for den danske modstandskamp under 2. verdenskrig - også selvom skuespillernavnene denne gang er mindre.

- Den bestøvlede kat: Shrek-serien har været en kæmpesucces, men denne gang skal katten med støvlerne klare sig alene uden Shrek, Fiona og ikke mindst Æsel.

- Men in Black III: Den første film var god og solgte 320.000 billetter. Den anden film var mindre heldig og solgte 265.000 billetter. Hvis publikum har tilgivet 2’eren, kan en stor succes være i vente

- The Avengers: Det lyder måske som én af verdens største film, når nogle af verdens største superhelte samles, men - og vi håber vi tager fejl - hverken Thor, Captain America eller Hulk har solgt mange billetter hver for sig, og det er op til Iron Man at redde dagen.
 
Og så har vi ikke engang nævnt Jernladyen, The Hunger GamesMarie KrøyerMission: Impossible 4, Gummi T, Nobels testamente, Madagascar 3, Kon-Tiki eller Prometheus.

Er vi helt gal på den? Og hvilke film tror du bliver årets bedste sælgende i de danske biografer?