Bag om multiplotfilmen
I den nye romantiske komedie 'New Year's Eve' stifter vi bekendtskab med en lang række skæbner i løbet af nytårsaften. De har egentlig ikke så meget til fælles, andet end at de befinder sig i New York samme aften. Skæbnen vil dog, at de mødes på forskellig vis, og sød musik opstår i flere tilfælde.
'New Year's Eve' er bare seneste skud på stammen af såkaldte multiplotfilm, en nærmest akademisk betegnelse for film med flere handlingstråde og personer.
Klassiske og kollektive film
I klassisk fortalte mainstreamfilm er historien centreret om en eller højst to hovedpersoner, der har et fælles eller personligt mål. Det kan være at besejre en fjende eller modstander. Eller at den ene vil score den anden. Det er disse mål, der driver fortællingen fremad, og det er en sådan type fortælling, vi har været vant til siden tidernes morgen.
Som modpol til denne klassiske Hollywood-fortælling er de kollektive film, som multiplottet er en del af. Overordnet set kan man tale om to former for film med et stort karaktergalleri uden egentlige hovedroller. Ensemble og multiplot. I ensemblefilmen bliver et hold skuespillere placeret i samme omgivelser (fx et hotel, til et bryllup etc.). En af klassikerne inden for ensemblefilmen er den amerikanske 'Grand Hotel' (1932), men også Robert Altmans 'Nashville' (1975) og de nyere 'Gosford Park' (2001) samt senest den danske 'Værelse 304' (2011).
Multiplottet
Multiplotfilmen er ofte mere komplekst fortalt ensemblefilmen. For at give et overblik over genren, kan man opstille en række punkter for, hvordan ingredienslisten for multiplotfilm ofte ser ud.
Flere end to fortællinger og personer, hvoraf der hverken er hovedplot eller -personer.
På dette punkt ligner multiplottet ensemblefilmen. Begge genrer har flere end de typiske to hovedkarakterer, men multiplotfilmen foregår på et mere overodnet, globalt spektrum som i Babel (2006).
Episodiske, parallelle og netværksagtige handlinger og plottråde.
Det er bl.a. her, ensemblefilmen og multiplottet skiller sig ud fra hinanden. Tid og sted bliver ofte brudt ned i multiplottet, og det kan betyde komplekse fortællestrukturer som tidsspringene i The Hours (2002) eller episodiske handlinger i Sin City (2005).
Intet overordnet mål med fortællingen, kun personmål.
Multiplot minder på dette punkt i højere grad om kunstfilmen, da et typisk kunstfilmstræk er manglen på overordnede mål i fortællingen. Dog har hver person ofte et mål, selvom disse sjældent er decideret velformuleret i handlingen. På dette punkt minder multiplotfilmen mere om TV-serier med deres fokus på hverdagens stille udvikling frem for plotmæssig fremdrift.
Fokus på tilfældigheder og skæbne.
Med alle de mange personer uden mål, må der andre ting til for at drive handlingen. Her kommer tilfældigheder og skæbne ind i billedet. Det er i 'Babel' (2006) tilfældigvis den samme riffel, den afghanske dreng skyder den amerikanske turist med, som den japanske far i en anden historie har solgt til drengens far. Fokus på tilfældigheder kan dog give udfordringer for publikums indlevelse i multiplottet. Det kan hurtigt virke FOR tilfældigt (og dermed konstrueret), at det netop er det selvsamme gevær, der binder historierne sammen i 'Babel'.
Sociale sammenhænge og guddommelig fortæller.
Når multiplot er bedst, formår det at skildre samfundsstrukturer gennem sidestillinger af mennesker og situationer som hverdagsskildringerne i 'Short Cuts'. Men trådene bliver nødt til at blive bundet sammen, og her får man som tilskuer en rolle a la en gud, der fra himlen kigger ned på de triste mennesker.
To typer af ”knudepunkter”, der binder de forskellige plot sammen:
Knudepunkt type 1: Et eller flere kulminerende begivenheder:
Fx et jordskælv, bilulykker eller regnende frøer. Disse skal være til stede for at publikum ikke tabes totalt af de usammenhængende handlingstråde.
Knudepunkt type 2: Temaer og indhold:
Der er en generel tendens til, at multiplotfilmene skildrer lidelseshistorier. I 'Happiness' (1998) følger vi en række triste skæbner, der ikke rigtig ved, hvordan de kommer ud af deres situation. Der er den pædofile far, den klamme nabo, den forvirrede søster og sønnen, der ikke kan få udløsning. Alle forsøger at finde lykken, men vi må som beskuer konstatere, at det ikke er let at følge et så udefineret mål. 'Happiness' indeholder meget af det, der typisk er i opskriften på multiplot: ensomhed, mangel på kommunikation og fordomme. Tilføj lidt religionskonflikt og du har 'Babel'. Tilføj lidt mediekritik og du har Magnolia (1999).
Det ser dog ud til, at lidelseshistorierne de seneste år er blevet erstattet (eller i hvert fald suppleret) med romantiske genrefilm som Valentine's Day og 'New Year's Eve'. På den måde har multiplotfilmen ændret karakter, og selvom det aldrig bliver den gængse måde at fortælle film på, er det nu en mere bredtfavnende genre, der også behager mainstreampublikummet.
5 multiplotfilm, man skal se
The Hours (2002)
Love is a Bitch (2000)
Magnolia (1999)
Happiness (1998)
Short Cuts (1993)
New Year's Eve er aktuel i biografen.