Bryan Singer skal instruere Battlestar Galactica-film

Og John Orloff skal skrive manuskriptet
Number Six (Tricia Helfer) og Dr. Gaius Baltar (James Callis) i den moderne tv-serie
(© Sky TV)

To store Battlestar Galactica-fans har slået sig sammen om at skabe en ny film over den populære francise.

Bryan Singer, der stod bag de to succesrige X-Men-film fra 2000 og 2003, har de seneste ti år gået med planer om at lave en filmversion af den oprindelige science fiction-serie fra 1978.

Men nu er der nyt om projektet. John Orloff (Legenden om Vogterne: Uglerne fra Ga'Hoole) viser sig at skulle skrive manuskriptet til filmen, og ligesom sin kollega Singer er Orloff udtalt BSG-fanatiker.

Den første 'Battlestar Galactica' tv-serie blev som tidligere nævnt til i 1978, hvor Star Wars-feberen var på sit højeste, og man forsøgte at overføre succesen fra biograferne til fjernsynsskærmene. Serien fik en kort efterfølger i 1980, og i 2003 genoplivede man science fiction-fortællingen, først i en mini-serie og senere i en regulær tv-serie.

Imens har universet grebet om sig, og der er både bøger, tegneserier og computerspil, der omhandler mytologien fra 'Battlestar Galactica'. Så det er en dedikeret skare af fans, som Singer og Orloff skal tilfredsstille.

Det er endnu uvist, hvornår filmversionen af 'Battlestar Galactica' får premiere, og der er endnu ingen rygter om medvirkende.