Set-besøg: 'Lærkevej - Til døden os skiller'

De kendte karakterer fra TV2's tv-serie vender tilbage på det storre lærred
Søs Egelind på settet til 'Lærkevej - til døden os skiller'
(© Nordisk Film/Sanne Hyun Jacobsen)

Kino.dk besøgte den fiktionelle gade under de sidste optagelser til filmen 'Lærkevej - Til døden os skiller'.

I ægte Desperate Housewives-stil fremstår husene på Lærkevej overordentlig nydelige med nyklippede ligusterhække og svajende Dannebrogsflag. Men bag den friseret overflade lurer mørke hemmeligheder, hvor flere af gadens beboere endda har mord på samvittigheden.

Filmens handling tager udgangspunkt i Elisabeth (Søs Egelind), der kollapser midt under sin egen fest. Det viser sig desværre, at hun er alvorligt syg, hvilket sætter tankerne i gang hos alle på Lærkevej, og får villavejens beboere til at revurdere deres egne liv.

Ikke kun en komedie
Kino.dk ankommer til settet på optagelsernes sidste dag. Scenen, hvor Elisabeth bliver hentet af en ambulance for øjnene af festens gæster, er i fuld gang. Søs Egelind, der spiller den fordrukne rigmandskone Elisabeth, ligger livløs på en båre mens to ambulanceførere løfter hende ind i ambulancen og kører væk. ”Cut... og TAK” råber instruktøren, før scenen endnu engang tages om.  

søs egelind på båre
Søs Egelind aka. Elisabeth hentes af ambulancen. Foto: Nordisk Film/Sanne Hyun Jacobsen

Scenen  afspejler, at dette ikke kun er en sjov film. Ligesom serien har den en seriøs side. Da jeg under en velfortjent pause taler med Søs Egelind, er det dog også filmens seriøse side, der ligger skuespilleren nært:

"Nu hedder filmen jo 'Lærkevej - til døden os skiller', så den kommer jo også til at handle om døden, og det synes jeg personligt er et spændende emne. Døden er jo en naturlig ting, og jeg synes, at det er vigtigt at få talt om det."

Om nogen faktisk dør på Lærkevej eller ej, bliver dog ikke afsløret.

set overblik
Claes Bang joker med filmholdet. Foto: Nordisk Film/Sanne Hyun Jacobsen

Der har indtil videre været to sæsoner af 'Lærkevej', og længe har der gået rygter om en tredje sæson. Nu kommer der så en film. Da Søs første gang hørte dette, overvejede hun ikke længe, om hun skulle sige ja til projektet.

"Jeg tænkte FEDT - vi har jo arbejdet sammen om to sæsoner nu, og vi har det bare rigtigt godt sammen."

Til spørgsmålet, om filmen bliver det sidste, vi kommer til at se til Lærkevej, svarer Søs forhåbningsfyldt:

”Det kan jeg jo desværre ikke bestemme...” Hun griner for sig selv og fortsætter: ”Men det kunne da være sjovt at lave en 'Lærkevej – til de varme lande'..." Hun griner igen. ”Eller noget i den stil..."

fælles billede
Samlet billede af seriens skuespillere. Foto: TV2

Udover Søs Egelind vender Christian Tafdrup, Laura Drasbæk, Anette Støvelbæk m.fl.  tilbage til rollerne fra tv-serien, og Mogens Hagedorn instruerer filmen. Af nye skuespillere er bl.a.  Mia Lyhne  og Claes Bang.

Lærkevej - Til døden os skiller får biografpremiere den 2. februar.