'Point Break' genindspilles

Johnny Utah og Bodhi tilbage på bølgen
"Teach me great Bodhi-San"
(© Largo Entertainment)

Da kino.dk lavede en Top 10 over bankrøverier på film, røg Kathryn Bigelows ’Point Break’ (1991) ind på en solid fjerdeplads.

Selvom den tyve år gamle kultdyrkede Point Break handler rigtig meget om surfing, er det nemlig især de adrenalinpumpede bankrøverier med præsidentmasker, der bliver i publikums hukommelse.

… Det og så de to yderst nydelige alfahanner, FBI-agenten Johnny Utah og surfbumsen/bankrøveren Bodhi, spillet af henholdsvis Keanu Reeves og Patrick Swayze.

Nu har Alcon Entertainment købt rettighederne til en genindspilning af filmen, der ellers længe var planlagt til at få en efterfølger med titlen ’Point Break: Indo’ instrueret af Jan De Bont (Speed). Efterfølgeren er efter Swayzes død nu officielt sparket til hjørnet, så Utahs jagt efter Bodhi kan starte helt forfra med friskt blod.

Genindspilningen af ’Point Break’ skal ifølge Alcon være mere i stil med The Fast and the Furious-serien og xXx-filmene med forstærket fokus på surfing som en ekstrem sport.

Hvem, der har pondus og mavemuskler nok til at overtage Reeves’ og Swayzes roller, er endnu ikke på plads.

Hvad siger I? Paul Walker, Channing Tatum eller en helt anden?