Månedens klassiker - The French Connection (1971)

Stine vælger film - se klassisk scene
Gene Hackman i hovedrollen som "Popeye" Doyle
(© Twentieth Century Fox)

Med Nicolas Winding Refns aktuelle Drive forventer undertegnede masser af fede biljagter, der efterlader gode gammeldags hjulspor i en tid, der ellers er fuld af pompøse special effects.

Netop derfor er den klassiske scene i denne omgang filmhistoriens måske bedste og mest autentiske bilscene. Biljagten fra The French Connection med Gene Hackman bag rettet.

Handling
New York-politimanden "Popeye" Doyle (Gene Hackman) prøver sammen med sin makker (Roy Scheider) at komme til bunds i en kæmpe narkosag, der viser sig at have forbindelser helt til Frankrig. Popeye er en alkoholiseret og hårdt arbejdende hidsigprop, mens bagmanden, han jagter, er et elegant overklasseløg, der føler sig hævet over loven. 

Første gang jeg så 'The French Connection'…
Var jeg vel i starten af tyverne. Jeg mindes, at det føltes som et gensyn, eftersom jeg genkendte filmens mange bidrag til filmhistorien. Lige fra Popeyes ikoniske hat til trappescenen og ikke mindst den 14 minutter lange, intense biljagt. Heldigvis bød ’The French Connection’ også på indsigt i den ukuelige politimands arbejde samt en bundsolid efterforskningshistorie.

Jeg elsker 'The French Connection' fordi…
Filmen emmer af 70erne, storbystemning og har én af historiens absolut dygtigste skuespillere, den altid underspillende Gene Hackman, i hovedrollen. Hackmans Popeye er den ultimative antihelt. Han er tappet for Paul Newmans umiddelbare charme, besidder ikke Steve McQueens actionhelt-attributter, og så er han ikke bleg for koldblodigt at skyde sin fjende i ryggen.

Den klassiske scene
Biljagten i 'The French Connection' fremhæves ofte som filmhistoriens bedste af slagsen. Popeye er bag rettet og forsøger at indhente et tog for at fange sin modstander. Det er meget mere end brændt gummi det her! Det er et sandt kapløb mod tiden, hvori krydsklipningen mellem bilen og toget bidrager med et geografisk overblik, mens masser af klip fra Popeyes synsvinkel gør turen nede på asfalten drønspændende.

Bag om den klassiske scene
Ifølge instruktøren, William Friedkin, tog bilscenen fem uger at skyde. Fem gader blev afspærret, så Hackman kunne give den gas med ca. 120 km i timen. Sammenstødet med en anden bil er et rigtigt uheld med en civil bilist på afveje. Den endelige scene er uden brug af underlægningsmusik, men blev eftersigende klippet til rytmen fra Santanas 'Black Magic Woman'.