Berlin 2011: Pilou Asbæk kåret som én af Europas største talenter

”Mit forbillede er Wilhelm Freddie, fordi han var med til at frigive pornoen i Danmark”
Pilou laver sjov i Berlin
(© Shooting Star)
Pilou Asbæk og ni andre europæiske skuespillere blev for få timer kørt i stilling som Shooting Stars 2011 - med andre ord tidens største skuespillertalenter

Udover Pilou Asbæk (En familie, R og tv-serien 'Borgen') gik hæderen til Nik Xhelilaj, Marija Škaričić, Alexander Fehling, Domhnall Gleeson, Natasha Petrovic, Clara Lago, Alicia Vikander, Sylvia Hoeks og Andrea Riseborough.

Flere af navnene lyder næppe bekendte, men det samme var tilfældet for Daniel Craig, Rachel Weisz, Carey Mulligan og Andrew Garfield, dengang de blev udnævnt som Shooting Stars på tidligere festivaler i Berlin.

Og det var måske med nævnte stjerner in mente, at de unge talenter opførte sig vidt forskelligt til dagens pressekonference.

Hollandske Sylvia Hoeks og ikke mindst britiske Andrea Riseborough skaffede sig mest taletid med nogle skiftevis lommefilosofiske og højtravende kommentarer om det at være skuespiller, men heldigvis var andre mindre selvhøjtidelige.

Domhnall Gleeson (Bill Weasley i Harry Potter-afslutningen og søn af Brendan Gleeson) fortalte om sit fags hidtil største udfordring, da han skulle ”pretend to poo in a bottle”, og Pilou Asbæk pegede på kunstneren Wilhelm Freddie som sit forbillede ”… fordi han var med til at frigive pornoen i Danmark”.

Pilou Asbæk afslørede også overfor verdenspressen, at Danmark får sin første kvindelige statsminister indenfor seks måneder.

Vi fangede den danske skuespiller lige efter pressekonferencen: