De største film i 2011?

Kino.dk’s bud på de største film i det nye år
Kan denne mand stadig sælge biografbilletter?
(© Disney)
Ingen kender svaret, men traditionen tro giver vi vores bud på de største sællerter i de danske biografer i 2011. Et biografår præget af animationsfilm og talrige fortsættelser.

1. Harry Potter og Dødsregalierne - del 2
Man kan altid regne med Harry Potter - også i 2011. Første del af afslutningen har været den bedst sælgende film i 2010, og sagaens definitive slutning er et must for de fleste biografgængere.

2. Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand
Jack Sparrow har ikke besøgt biograferne siden 2007, og der solgte han 585.645 biografbilletter. Vi tror, at piraten kan gøre kunsten efter, også selvom han denne gang bytter Keira Knightley ud med Penélope Cruz.

3. Biler 2
Den første film hører blandt Pixars mindre succeser, men der er sket meget siden 2006. Universet er blevet hvermandseje i børnehøjde, og Lynet McQueen er efterhånden blevet et symbol for Pixar på niveau med Woody og Buzz Lightyear.

4. Far til fire - tilbage til naturen
Den populære familie er ikke til at komme udenom. ’Far til fire - på japansk’ hører blandt årets absolut største film med 430.417 billetter, og forsættelsen ligner endnu et hit for Lille Per og Co.

5. Kung Fu Panda 2
Vil publikum stadig elske blandingen af action, eventyr og animation udført af diverse adrætte medlemmer af dyreverdenen? I så fald bliver fortsættelsen til ’Kung Fu Panda’ fra 2008 én af årets bedst sælgende film.

6. The Twilight Saga: Breaking Dawn - del 1
'Eclipse' er den hidtil bedst sælgende Twilight-film herhjemme, og hvis Bella, Jacob og Edward fortsat holder gejsten oppe hos de mange fans, er succesen hjemme.

7. Alle for én
'Blå mænd' solgte over dobbelt så mange billetter som 'Julefrokosten', og selv den fik næsten 200.000 danskere i biografen. ’Alle for én’ har manuskript af Mick Øgendahl og er tredje film fra instruktøren Rasmus Heide. Noget tyder på årets mest sete rendyrkede komedie.

8. Dirch
Nikolaj Lie Kaas portrætterer Dirch Passer i en stort anlagt film om Danmarks største komiker. Om det sælger billetter, ved vi ikke - men vi tror det.

9. SuperClásico
Fodboldkampen mellem argentinske Boca Juniors and River Plate kaldes Superclásico, men den mærkværdige titel dækker også over en romantisk komedie med Anders W. Berthelsen og Paprika Steen. Det er tilmed Ole Christian Madsens første film siden 'Flammen og Citronen' og ligner et stort comeback.

10. Ronal Barbaren
’Terkel i knibe’ og ’Rejsen til Saturn’ var kæmpestore biografsucceser. Nu præsenterer samme hold en ny animationsfilm - denne gang om en vattet fyr blandt modige krigere, og det kan nemt vise sig at blive populært.

Boblere: Orla Frøsnapper, To på flugt, Rio, Tintin: Enhjørningens hemmelighed, The Hangover 2, Klassefesten, Fast Five, En familie, Transformers 3