Top 10 - Agenter på film

Stem på din favorit-agent
You know the name!
(© MGM)
Filmhistorien byder på et utal af agenter. FBI, CIA, MI6... ja selv PET er repræsenteret i enkelte film. Agenter på film er ofte seje og handlekræftige, men andre gange er de komiske og i visse tilfælde endda decideret onde.

Kino.dk udvælger her de 10 bedste agenter nogensinde.

1. James Bond
Bedste film: Goldfinger (1964)
Skuespillere: Sean Connery, George Lazenby, Roger Moore, Timothy Dalton, Pierce Brosnan, Daniel Craig
Agentvirksomhed: MI6
Kendetegn: James Bond med kodenavnet 007 er en britisk superagent, der elegant redder jorden fra onde organisationer. Han kan tilsyneladende styre alle typer køretøjer til lands, til vands og i luften, og trods sit noget forældede kvindesyn er han den ultimative filmagent.

2. Jason Bourne
Bedste film: The Bourne Ultimatum (2007)
Skuespiller: Matt Damon
Agentvirksomhed: Tidligere CIA
Kendetegn: Bourne er en hurtigere og endnu mere dødbringende version af James Bond, som dog lider af hukommelsestab. Han vil derfor gøre alt for at afdække sin fortid og gøre op med de folk, der i sin tid forvandlede ham til en kampmaskine.

3. Dale Cooper
Film: Twin Peaks: Fire Walk with Me (1992)
Skuespiller: Kyle MacLachlan
Agentvirksomhed: FBI
Kendetegn: Agent Dale Cooper er primært kendt fra David Lynchs banebrydende tv-sere 'Twin Peaks', hvor han med en distingveret form for humor forsøger at opklare mordet på Laura Palmer. Det er dog også blevet til en enkelt film med den kaffedrikkende agent, som fortalte forhistorien til serien, men langt fra kunne måle sig med den første sæson.

4. Ethan Hunt
Bedste film: Mission: Impossible III (2006)
Skuespiller: Tom Cruise
Agentvirksomhed: I.M.F.
Kendetegn: Ekspert i at løse umulige opgaver, gennemskue sammensværgelser og udstille korrupte våbenhandlere. Ethan Hunt er til at begynde med en del af en gruppe hemmelige agenter, men efterhånden må han lære at klare sig selv, hvilket han gør til perfektion.

5. Jack Ryan
Bedste film: Patrioternes spil (1992)
Skuespillere: Alec Baldwin, Harrison Ford, Ben Affleck
Agentvirksomhed: CIA
Kendetegn: Baseret på en romanfigur af Tom Clancy. Jack Ryan er amerikansk agent, som har stået over for en psykopatisk IRA terrorist (Sean Bean), forhindret et ubådsangreb fra Sovjetunionen, bekæmpet narkokarteller i Cambodia og forsøgt at redde verden fra en atomkrig.

6. Fox Mulder &Dana Scully
Bedste film: The X Files: Fight the Future (1998)
Skuespillere: David Duchovny & Gillian Anderson
Agentvirksomhed: FBI
Kendetegn: De to specialagenter Mulder og Scully er kendt fra tv-serien 'The X-Files', som over ni sæsoner bringer agenterne (og seeren) tættere på det ukendte og overnaturlige. Hvor psykologiuddannede Mulder tror fuldt og fast på en overnaturlig forklaring, er lægen Scully ofte mere skæptisk.

7. Clarice Starling
Bedste film: Ondskabens øjne (1991)
Skuespillere: Jodie Foster, Julianne Moore
Agentvirksomhed: FBI
Kendetegn: Som studerende ved FBI-akademiet kommer Clarice på en vanskelig opgave, da hun skal finde den berygtede seriemorder Buffalo Bill ved at forstå morderes psyke gennem konsultationer med kanibalen Hannibal (Anthony Hopkins). Hendes flair for psykologi og kriminologi hjælper hende igennem udfordringen.

8. Harry Tasker
Film: Livsfarlig løgn (1994)
Skuespiller: Arnold Schwarzenegger
Agentvirksomhed: The Omega Sector
Kendetegn: Anti-terroragenten Harry Tasker er lige dele James Bond og Terminator. Han kan både styre et Harrier-fly og bærkke halsen på fjenden med et vink med hånden. Actionkomedien 'Livsfarlig løgn' introducerer en atypisk agent, som fortjener en plads blandt de bedste i filmhistorien.

9. Agent Smith
Bedste film: The Matrix (1999)
Skuespiller: Hugo Weaving
Agentvirksomhed: Matrix-agent
Kendetegn: Agent Smith er listens eneste skurk. Han er en kunstig intelligens fremstillet af den computerskabte Matrix-virkelighed til at holde orden i systemet. Han kan indtage næsten ethvert menneskes krop i Matrix-verdenen og besidder overnaturlige kræfter.

10. Nikita
Bedste film: Nikita (1990)
Skuespillere: Anne Parillaud, Bridget Fonda
Agentvirksomhed: DGSE
Kendetegn: Frankrigs filmagent nummer et er Nikita. Trods en blakket fortid som kriminel, bliver hun hyret af den franske efterretningstjeneste DGSE til at være lejemorder. Nikita er en ægte femme fatale, kynisk, smuk og dødbringende.