Taylor Lautner: ”Man får det helt dårligt, når fans græder”

Interview med Twilight-skuespilleren
Taylor Lautner som de fleste kender som Jacob Black
(© Nordisk Film)
Kino.dk var det eneste danske medie, der fik fornøjelsen af at tage til Los Angeles og møde Kristen Stewart og Taylor Lautner til en snak om The Twilight Saga: Eclipse.

Modsat sin kvindelige medspiller virker Taylor Lautner, der spiller varulven og bedstevennen Jacob Black, mere medietrænet. Den ikke særligt høje, men utroligt muskuløse 18-årige dreng ved, hvordan man skal svare på et spørgsmål og virker helt fattet og fuld af overskud.

Her er hvad, Taylor Lautner fortalte os:

For fyrene er ’Eclipse’ ... fuld af action. Det er faktisk en slags krigsfilm. Jacob, eller i hvert fald hans ulv, bliver mere en slags actionhelt i denne film. Det var virkelig ærgerligt for mig, at Jacob altid er ulv under slagene, for jeg fik ikke lov til at lave så mange stunts som de andre.

For pigerne er ’Eclipse’ ... fuld af romantik, idet Edward og Jacob slås om Bella. De er dog i sidste ende nødt til at stå sammen. Vi indser nemlig, at dette er den eneste mulighed for at redde Bella.

Instruktøren David Slade ...
har ikke ændret for meget. Han ved jo, ligeså vel som vi gør, at fansene vil se karakterer fra bøgerne. Han tilførte dog noget mørke og maskulinitet, hvilket var perfekt til denne fim.

Skulle jeg vælge mellem at være vampyr og varulv ... ville jeg vælge varulven. Det er bestemt ikke en velsignelse at blive til en ulv, men de er mere nuttede og virker mere menneskelige end vampyrerne. De har trods alt en puls.

Kysset mellem Bella og Jacob ... var vildt at filme. Der er faktisk to kys. Det første ender med, at Bella slår mig. Det var akavet at prøve at kysse på en, der ikke kysser tilbage. I den anden scene er hun mere villig, og det foregår på toppen af et bjerg med den smukkeste udsigt ... Det bliver en fantastisk scene.

Teltscenen var ... intens, men også sjov at lave. Nok fordi den er SÅ intens. Det er en virkelig fed scene, og det er første gang, Edward og Jacob får lov til at tale ordentlig med hinanden. De åbner op over for hinanden i den scene.

Det bedste ved Bella er ... at hun er simpel og ikke lader som om, hun er en anden, end hun er - hverken over for Edward eller Jacob. Kristen minder helt sikkert om Bella. Hun er bare sig selv, og hun er ret fantastisk.

Det svære ved ’Twilight’ er ... at man er under et pres, fansene forventer meget, og man vil gerne leve op til deres forventninger. Vi gør alt for dem, og vi ved, at det er deres skyld, at der overhovedet kommer en tredje film. Vores fans er utroligt loyale og støttende.

Små piger, der er forelskede i Jacob ... er da bare godt! Noget af det fedeste ved den her franchise er, at vores målgruppe er så bred. Det spænder fra børn til voksne damer.

Fans ... viser deres passion på vidt forskellige måder. De unge piger er skrigerne, nogle græder, og nogle besvimer. Der er forskellige slags niveauer af fan-passion, når det kommer til 'Twilight'. Første niveau er skrig, andet er gråd og så besvimelse. Man får det helt dårligt, når fans græder, så man rører ved dem for at trøste dem, men så går de helt grassat.

Mellem optagelserne ... laver vi underlige ting. Jeg lærte fx at fange vindruer med munden. Kristen er god til at kaste, og jeg griber virkelig godt. Det gik fra en bold til en vindrue... og snart blev vi kreative og kastede vindruer over bygninger osv. Jeg er lidt af en spasmager, men jeg prøver at styre mig.

Papparazzier... hører med til jobbet. Der er både fordele og ulemper ved det her job, men for mig er der langt flere gode ting, der opvejer de dårlige, så jeg tager dem gerne.

Hvis jeg ikke var skuespiller ... ville jeg realistisk set gå i high school og spille football.

I fremtiden ... tror jeg, at jeg vil blive mindre muskuløs og søge nye slags roller. Jeg elsker actionfilm, men jeg vil gerne udfordre mig selv i fremtiden. Til sommer glæder jeg mig fx til at filme en thriller med titlenAbduction’.

Når ’Twilight’ er overstået ... bliver jeg helt sikkert ked af det. Vi er blevet så tætte venner, og vi har haft det sjovt. Men jeg tror på, at vi kan holde kontakten ved lige og se hinanden derefter.

'Breaking Dawn' bliver... en udfordring eller i hvert fald meget interessant. Jeg er lidt nervøs for nogle af de ting, Jacob oplever i ’Breaking Dawn’, men jeg har ikke set et manuskript eller noget.