Pacino og De Niro i Scorsese-film om Sinatra?

Det ultimative cast til filmen om crooneren Frank Sinatra
Al Pacino og Robert De Niro har spillet sammen tre gange, senest i 'Righteous Kill'
(© UIP)
Martin Scorsese har i et års tid planlagt en storslået, biografisk film om Frank "Ol' Blue Eyes" Sinatra. Han har endnu ikke offentliggjort et konkret cast, men fastslår, at han helst ser veteranerne Al Pacino som Sinatra og Robert De Niro som Dean Martin.

Valget af skuespiller til rollen som Sinatra har været en hård nød at knække, fordi sangeren ifølge Scorsese "forandrede billedet af italiensk-amerikanere," men også var kendt for sit "politiske arbejde, kamp for borgerrettigheder, mafiaen…" og selvfølgelig musikken.

Martin Scorsese har i øvrigt udtalt, at filmen nok kommer til at skildre Sinatra i fire forskellige perioder af sit liv - som ung, lidt ældre, midaldrende og meget gammel - og derved åbner han op for muligheden, at både Al Pacino og Leonardo DiCaprio, der i længere tid har rygtedes som oplagt hovedrolle, kan spille rollen som Frank Sinatra.

Derved kan filmen blive i stil med Todd Haynes' I'm Not There, hvor fem skuespillere - bl.a. Richard Gere og Heath Ledger - spillede Bob Dylan. Dette er dog blot en gisning.

Filmen kommer sandsynligvis til at hedde 'Sinatra' og får premiere i 2011.