Top 10 - Superheltefilm

Se redaktionens liste og stem selv
Superheltegruppen Watchmen
(© UIP)

De er som regel baseret på en tegneserie, har superkræfter og bekæmper kriminalitet i mere eller mindre fjollede kostumer. Superheltefilm er ikke til at komme udenom og i forbindelse med månedens premiere på både Kick-Ass og Iron Man 2, kårer vi de bedste film om det heroiske folkefærd.

1. Watchmen (2009)
Alan Moores tegneserie som ingen troede kunne filmatiseres, blev i stedet den mest mærkværdige, voldelige og flotteste superheltefilm til dato. Zack Snyder brugte sin erfaring fra '300' til at bringe Rorschach & Co. til live i en ualmindelig ambitiøs og imponerende superheltefilm.

2. Batman vender tilbage (1992)
Tim Burton genoplivede Batman i 1989 og fuldendte projektet med 'Batman vender tilbage' tre år senere. Pingvinen, Catwoman og Max Shrek er en formidabel skurketrio overfor Michael Keatons Batman i en mareridtsagtig film, der er den hidtil bedste om Nattens ridder.

3. The Dark Knight (2008)
Christopher Nolan kom med sine to Batman-film vores helt til undsætning efter fadæsen 'Batman & Robin'. Batman blev atter taget seriøs, og rollelisten til begge film er aldrig set bedre indenfor genren. 'The Dark Knight' slår dog 'Batman Begins' på målstregen takket været Heath Ledger som The Joker.

4. Superman II (1980)
'Superman II' har mere action og er mindre langsom end sin ellers vellykkede forgænger fra 1978. Begge film rammer med stor succes den uskyldige tone, der kendetegner den flyvende superhelt og hans farverige nemesis, Lex Luthor.

5. X-Men 2 (2003)
Et større virvar af forskellige superhelte og skurke findes ikke, men 'X-Men 2' formår alligevel at holde alle bolde i luften og give tid til både Wolverine, Jean Grey, Magneto samt adskillige andre mutanter i Bryan Singers fornemme fortsættelse til sin egen 'X-Men' fra 2000.

6. De Utrolige (2004)
Pixars film om en afdanket superheltefamilie har sin grundlæggende historie tilfælles med 'Watchmen', men er naturligvis animeret, sjovere, mere farvestrålende og frem for alt mere familievenlig.

7. Iron Man (2008)
'Iron Man' var et overraskende frisk indslag i den til tider selvhøjtidelige genre. Tonen nærmer sig det selvironiske uden at gøre figuren mindre cool pga. Robert Downey Jr. som verdens mest karismatiske våbenhandler, Tony Stark.

8. V for Vendetta (2005)
Superhelte er sjældent terrorister, men V er undtagelsen i den forrygende filmatisering af Alan Moores tegneserie om en maskeret antihelt på bombetogt i London. Mørk og mesterlig men ikke for alle.

9. Unbreakable (2000)
Den mindst oplagte superheltefilm på listen. En usårlig Bruce Willis iført en regnjakke som kappe står overfor Samuel L. Jacksons skrøbelige Mr. Glass i M. Night Shyamalans skarpsindige fortælling om modsætninger.

10. Spider-Man (2002)
Af Sam Raimis tre film om Peter Parker er originalen stadig den bedste. Historien om Spider-Mans tilblivelse er perfekt fortalt i den underholdende, let tilgængelige og moralsk opbyggelige fortælling om at leve op til sine evner.