Anbefalinger til CPH PIX

Filmfestivalen er igang
Nicolas Cage og Eva Mendes i 'Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans'
(© Nu Image)
Københavns filmfestival CPH PIX starter i dag og kører frem til den 25. april.

Her på kino.dk anbefaler vi følgende film (klik på titlen for at læse mere og bestille billetter):


Søren anbefaler:

Triangle
Siden jeg første gang hørte om 'Triangle', har den stået øverst på listen over film, der skal ses. Den engelske gyser handler eftersigende om et mystisk krydstogtskib og en øksemorder, men det er de mange plottwists og den berygtede slutning, der trækker. Det er tilmed eneste chance for at se filmen i biografen herhjemme.
Grand Teatret den 23. april kl. 24.00
Cinemateket den 25. april kl. 19.15


Wilco Live: Ashes of American Flags
Har man været til koncert med bandet Wilco, vil man også se musikfilmen om det amerikanske band på turne gennem USA. Filmen, der er en blanding af koncertfilm og roadmovie, vises på spillestedet Pumpehuset.
Pumpehuset den 18. april kl. 21.00 og den 20. april kl. 19.00

Øjnenes hemmelighed
Den argentinske thriller vandt Oscaren for Bedste udenlandske film foran storfavoritter som ’Profeten’ og ’Det hvide bånd’. Visningen på CPH PIX er en forpremiere, men denne fremragende film (der må være én af årets bedste) bør ses hurtigst muligt.
Dagmar Teatret den 21. april kl. 21.30


Stine anbefaler:

My Son, My Son, What have Ye Done?
Når David Lynch og Werner Herzog går sammen om et filmprojekt, er jeg den første i biografsædet. Lynch er executive producer på Werner Herzogs absurde gidseldrama blandet med en mordgåde, og programmet lover, at man vil kunne genkende begge instruktørers kunstneriske aftryk.
Cinemateket den 15. april kl. 21.45 og den 25. april kl. 14.15

Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans
Werner Herzog har også instrueret denne efterfølger til Abel Ferraras mørke film fra 1992. Nicolas Cage spiller en kokainsniffende politibetjent, der synker længere og længere ned i sin egen galskab. Hans præstation skulle eftersigende være på højde med den han gav i Lynch's 'Wild at Heart'.
Dagmar Teatret den 16. april kl. 19.00 og den 20. april kl. 21.30

Mother
Sydkoreanske Bong Joon-ho har før lavet monsterkomedien 'The Host', men vender her tilbage med den mere alvorlige videreudvikling af sin egen 'Memories of Murder'. Filmen handler om en ældre kvinde, der forsøger at opklare det mord, hendes lettere evnesvage søn anklages for.
Dagmar Teatret den 20. april kl. 16.45 og den 21. april kl. 19.00

Charlotte For Ever
Den franske charlatan og crooner Serge Gainsbourg lavede selv denne film, om et grænse-incestuøst forhold mellem en gammel enkemand og hans unge datter. Det skandaløse (og dermed tiltrækkende) ved filmen, er at Gainsbourgh og hans datter, Charlotte Gainsbourg, selv spiller hovedrollerne.
Dagmar Teatret den 16. april kl. 14.15 og den 20. april kl. 21.45

House of the Devil
Denne sataniske horrorfilm ser ud til at tage os med tilbage til startfirserne gennem en hyldest til gyserklassikere som 'Rosemarys Baby' og 'The Omen'. Vi følger en barnepige, der tager imod et tilbud om at passe et barn i et afsidesliggende hus. Jeg håber at blive skræmt for sans og samling.
Dagmar Teatret den 18. april kl. 21.45
Cinemateket den 25. april kl. 12.00



Kasper anbefaler:

[REC] 2
Den første film er efter min mening en af de fedeste zombiefilm nogensinde og en af de bedste gysere i nyere tid. Jeg håber, at denne fortsættelse giver mig en POV-oplevelse på højde med ’[REC]’ og ’Cloverfield’.
Grand Teatret den 23. april kl. 24.00
Cinemateket den 24. april kl. 21:45


Humpday
Mumblecores er en bølge af minimalistiske lavbudgetsfilm, ofte med mindre erfarne skuespillere og semi-improviserede manuskripter. ’Humpday’ skulle eftersigende være en af de mest vellykkede - og et bud på sidste års bedste independent-film.
Empire den 16. april kl. 22:30
Dagmar Teatret den 18. april kl. 16.30


Police, Adjective
Ifølge de, generelt meget positive, amerikanske anmeldere er ’Police Adjective’ ikke for enhver smag, men er man til procedurals, så må man ikke snyde sig selv for denne rumænske krimikomedie.
Grand Teatret den 20. april kl. 21.30
Dagmar Teatret den 24. april kl. 19.00

Amer
Jeg elsker genrefilm, og film i den italienske niche-genre giallo, der kombinerer slasherfilmen med visuel ekvilibrisme, har ofte noget hysterisk underholdende over sig. Når CPH PIX-teamet tager en sådan film i konkurrence og lover, at den udmærker sig inden for genren, så er det en must-see i min bog.
Dagmar Teatret den 18. april kl. 19.00, den 23. april kl. 19.00 og den 25. april kl. 12.00