Top 10 - de bedste krigsfilm

Se listen og stem selv
Fra 'Dommedag nu' (1979)
(© Sandrew Metronome)

Kino.dk har i anledning af den kommende Green Zone med Matt Damon udvalgt de ti bedste krigsfilm gennem tiden.

Vi afgrænser genren og udelukker rekrutteringsfilm som 'Tigerland' (2000), veteranfilm som 'Født den 4. juli' (1989) og film, der foregår under en krig, men uden soldater i hovedrollerne som 'The Killing Fields' (1984).

1. Dommedag nu (1979)
Instruktør: Francis Ford Coppola
Den ultimative krigsfilm er en rejse ind i hjertet af Vietnams jungle, men også en fornem allegorisk skildring af selve krigens væsen. Martin Sheen spiller hovedrollen over for bl.a. Marlon Brando, og scenen med helikopterne og Wagners ’Valkyriernes ridt” er essensen af filmens mageløse storhed.

2. The Deer Hunter (1978)
Instruktør: Michael Cimino
Nummer to på listen foregår også omkring Vietnam-krigen og viser en flok unge mænds forvandling fra glade, selvsikre fyre til tyngede krigsveteraner. Storspil af Robert De Niro, Christopher Walken og Meryl Streep.

3. Full Metal Jacket (1987)
Instruktør: Stanley Kubrick
Kubrick havde allerede et par solide krigsfilm på samvittigheden, da han filmatiserede Gustav Hasfords roman Full Metal Jacket og skabte en af filmhistoriens største mesterværker. R. Lee Ermey er den ofte imiterede, men aldrig overgåede arketypiske, højtråbende sergent Hartman.

4. Platoon (1986)
Instruktør: Oliver Stone
Charlie Sheen går i sin far Martins fodspor og medvirker i en knivskarp Vietnam-krigsfilm. Sheen er en ung menig i krigens helvede, og historien er baseret på Oliver Stones egne erfaringer. Desuden fabelagtige præstationer af Willem Dafoe og Tom Berenger som to officerer.

5. The Hurt Locker (2009)
Instruktør: Kathryn Bigelow
Prisvindende krigsdrama om tre unge, amerikanske soldater, der har et af de farligste job i verden, nemlig at afmontere bomber under Irak-krigen. Intensiteten er i højsædet, skuespillet i top og bomberne konstant en trussel i denne fornemme film.

6. The Thin Red Line (1998)
Instruktør: Terrence Malick
Eftertænksom og psykologisk skildring af soldater i Anden Verdenskrig med en stjernebesat rolleliste næppe overgået af nogen anden krigsfilm. Sean Penn, John Travolta, Woody Harrelson, George Clooney og Nick Nolte er blot nogle af de Hollywood-navne, der medvirker i filmen.

7. Das Boot (1981)
Instruktør: Wolfgang Petersen
Denne - i sin uklippede udgave - små fem timer lange tyske ubådsfilm er noget af det mest klaustrofobiske, der nogensinde er optaget på film. Wolfgang Petersen formår på elegant vis at blande psykologiske portrætter med intens paranoia.

8. Saving Private Ryan (1998)
Instruktør: Steven Spielberg
De første 25 minutter med invasion på Normandiets kyst har skabt filmhistorie med sin rå, næsten dogmeagtige skildring af kampens hede. En stilskabende, vigtig krigsfilm, der har Tom Hanks i den bærende hovedrolle.

9. Brotherhood of War (2004)
Instruktør: Je-gyu Kang
Sydkoreansk krigsfilm, hvis kampscener tåler sammenligning med Saving Private Ryan, om to brødre, der modvilligt bliver rekrutteret til Korea-krigen. Den ældste bror forsøger at udmærke sig som soldat i håb om at få lillebroderen hjemsendt, men krigen ændrer hans karakter radikalt.

10. Ørneborgen (1968)
Instruktør: Brian G. Hutton
Vaskeægte krigsklassiker med Clint Eastwood og Richard Burton som to officerer, der sammen med deres deling skal redde en vigtig britisk general ud af nazisternes fangenskab under Anden Verdenskrig.